Gå til indhold
Socialpædagogernes logo
Mit SL

Din tillidsrepræsentant

Din tillidsrepræsentant er bindeleddet mellem dig og din fagforening. En nøgleperson i forbindelse med fællesskab og solidaritet på arbejdspladsen.

Blandt Socialpædagogernes medlemmer er der omkring 1.200 lokale tillidsrepræsentanter fordelt på arbejdspladser i hele landet. Tillidsrepræsentanten er den lokale repræsentant for Socialpædagogerne på arbejdspladsen og din nærmeste kontakt til fagforeningen.

Din TR kan hjælpe og rådgive dig i mange forskellige situationer og være en faglig og fortrolig støtte i dit arbejdsliv. Ud over at yde støtte og rådgivning om faglighed og arbejdsforhold er din TR også med til at forhandle løn, vilkår og aftaler om fx længden på en vagt.

Er du nyvalgt tillidsrepræsentant?

Når en arbejdsplads vælger en ny tillidsrepræsentant, skal skemaet udfyldes og sendes til kredsen. Find din kreds her

Hvad er en tillidsrepræsentant?

  • En nøgleperson i forbindelse med fællesskab og solidaritet på arbejdspladsen
  • Et talerør for kollegerne
  • En person, som Socialpædagogerne uddanner og udstyrer med kompetencer
  • En støtte og hjælp til medlemmerne med indblik i regler og redskaber
  • En bisidder ved vanskelige samtaler
  • En forhandler af lokalløn
  • En person, der sikrer kollegerne medindflydelse og medbestemmelse

De unge skal kende mig, før de tør tage fat i mig

'Lige fra begyndelsen ønskede jeg at sætte fokus på synlighed og gøre opmærksom på Socialpædagogerne som fagforening – også over for de unge.'

26-årige Michell Varenholt Nejad har kun otte TR-timer om måneden, så hun må tænke kreativt for at nå ud til sine ca. 60 medlemmer – fordelt på tre matrikler.

Læs mere om Michells arbejde som TR
FAQ

Spørgsmål og svar om en tillidsrepræsentant

En tillidsrepræsentant (TR) er valgt af de medarbejdere på en arbejdsplads, der er ansat på samme overenskomst. Hvis I er fem eller flere ansatte på en overenskomstomfattet arbejdsplads, har I mulighed for at vælge en TR blandt dem af jer, der er medlem af Socialpædagogerne.

En TR er valgt til at varetage interesser og opgaver for medarbejdere, der er organiseret inden for TR’s overenskomst. En arbejdsmiljørepræsentant (AMR) er valgt til at varetage alle medarbejdernes interesser – uanset faglig organisering – i henhold til arbejdsmiljøloven.

FTR står for fællestillidsrepræsentant. Blandt de lokale TR’er på de forskellige arbejdspladser i en kommune/region, kan der vælges en fælles tillidsrepræsentant for hele kommunen/regionen. Det er bl.a. FTR’s rolle at rådgive og vejlede de lokale TR’ere.

Din tillidsrepræsentant er valgt for at sikre dine – og dine kollegers – rettigheder og vilkår på arbejdspladsen. Du kan fx bruge din TR, når du skal forhandle løn og vilkår på din arbejdsplads, hvis der opstår en uoverensstemmelse mellem ansatte og ledelse, eller hvis du har brug for en bisidder til en tjenstlig samtale. Du kan også bruge din TR til sparring vedr. faglighed og udvikling af arbejdspladsen. TR spiller også en særlig rolle som ambassadør for socialpædagogers profession og faglighed og for Socialpædagogerne som fagforening på din arbejdsplads.

Hvis ikke du er blevet introduceret for din tillidsrepræsentant og er i tvivl om, hvem din TR er, kan du på Mit SL se, hvem din TR er. Ellers kan du også altid kontakte din lokale kreds.

Omkring 1.200 af Socialpædagogernes medlemmer varetager en funktion som TR for deres kolleger. Der kan dog være flere grunde til, at der ikke er en TR fra Socialpædagogerne på din arbejdsplads. Det kan fx være, hvis arbejdspladsen ikke har en overenskomst, I er færre end fem medarbejdere ansat på samme overenskomst, eller at der ikke er nogen i medarbejdergruppen, der har lyst til at varetage rollen som TR.

Hvis du er ansat på en arbejdsplads, hvor I er færre end fem ansatte på samme overenskomst, kan der eventuelt indgås valgforbund med en anden gruppe medarbejdere, der er ansat på en anden overenskomst.

Henvend dig til din lokale kreds for at høre nærmere.

Kun organiserede medarbejdere er valgbare, når der skal vælges tillidsrepræsentant og suppleant. Der er forskellige regler for tillidsrepræsentanter, alt efter om du er ansat i en kommune, en region, under staten eller på et privat opholdssted eller botilbud.

Enhver organisatorisk enhed under en forstander/leder med økonomisk og personalemæssigt ansvar har mulighed for at vælge en TR, hvis der er mere end fem ansatte på samme overenskomst.

Opgaverne for en TR afhænger af den lokale kreds, den pågældende arbejdsplads og den enkelte TR. Her er nogle eksempler på opgaver, som en TR kan varetage:

  • Er medlemmernes første kontakt til fagforeningen
  • Sikrer medlemmernes rettigheder
  • Arbejder for indflydelse og forbedringer
  • Arbejder med medlemsinddragelse samt medlemsrekruttering og fastholdelse
  • Deltager i TRIO-samarbejdet med AMR og ledelsen
  • Er med til at forhandle lokal løn
  • Er bisidder for medlemmer
  • Deltager ved ansættelsessamtaler
  • Er ambassadør for professionen, for arbejdspladsen og for Socialpædagogerne
  • Deltager i udvikling af arbejdspladsen
  • Arbejder med trivsel og arbejdsmiljø
  • Deltager i Socialpædagogernes uddannelser, kurser og temadage mv.

Tillidsrepræsentanten er en vigtig medspiller for at sikre en god trivsel, lønudvikling og fællesskab på arbejdspladsen. Derfor vil Socialpædagogerne gerne have flere dygtige og engagerede tillidsrepræsentanter, der kan være Socialpædagogernes repræsentant på arbejdspladsen. Måske er du en af dem?

Bliv medlem