Løntilskudsjob
Arbejde med løntilskud kan være et godt redskab til dig, hvis du som nyuddannet skal ind på arbejdsmarkedet, eller hvis du vil skifte til nye arbejdsområder.
Løntilskudsjob
Arbejde med løntilskud kan være et godt redskab til dig, hvis du som nyuddannet skal ind på arbejdsmarkedet, eller hvis du vil skifte til nye arbejdsområder.
Løntilskud er en ordning der giver ledige mulighed for at blive ansat på en arbejdsplads i dagpengeperioden.
Arbejde med løntilskud kan være et godt redskab til dig, hvis du har brug for at udvikle dine kompetencer og styrke dit netværk. Det er vigtigt at arbejdspladsen harmonerer med dit jobmål og, at der lægges vægt på de opkvalificerende elementer i forløbet.
Hvad kan du bruge et løntilskudsjob til?
Hovedformålet med et løntilskudsjob skal være at vedligeholde dine kompetencer og at opnå nye kompetencer. Det skal helst give dig et bedre udgangspunkt, for at forfølge de ønsker du har til et nyt ordinært arbejde.
Det er under alle omstændigheder en god idé, hvis du afklarer og formulerer hvilket mål, du har, og hvilke krav du vil stille til et forløb med løntilskud. Det øger chancerne for, at du kan få et fagligt og personligt relevant tilbud i den sidste ende.
Et løntilskudsjob kan fint indgå i et forløb, hvor du kombinerer med andre former for aktivering: uddannelse og virksomhedspraktik.
Løn og arbejdsvilkårene i et løntilskudsjob
Hvis du bliver ansat indenfor det offentlige område, vil lønnen svare til det du får i dagpenge. Der er tillagt 8 procent til lønnen, som skal dække arbejdsmarkedsbidraget. Kommunen/regionen har ingen udgift til din løn.
Du vil normalt skulle arbejde på fuld tid. Hvis du får en lavere sats vil arbejdstiden være tilsvarende lavere. Det er arbejdsgiveren, der har ansvaret for udregning af din løn og arbejdstid.
I alle andre forhold end lønnen, er du omfattet af overenskomstens regler, for eksempel om pensionsindbetaling, løn under sygdom og barsel mv. Oven i din løn skal der udbetales arbejdstidsbestemte tillæg, omkostningsdækkende ydelser og arbejdsbestemte tillæg.
Hvis du har mere end 24 kilometer til arbejdspladsen udbetaler a-kassen befordringsgodtgørelse efter ansøgning fra dig.
Når du er ansat på det private område, skal du have overenskomstmæssig løn. Arbejdsgiveren får et tilskud på ca. 60 kr. i timen. Der kan ikke udbetales befordringsgodtgørelse til privatansatte.
Du skal have et helt almindeligt ansættelsesbrev med beskrivelse af løn- og arbejdsvilkår.
Du må gerne tage imod ordinære vikartimer i forløbet. Hvis du får over 5 timers ordinært arbejde om ugen, skal arbejdstiden og dermed også lønnen i løntilskuddet dog reduceres.
Hvordan forholder det sig med dagpengene når jeg er i løntilskud?
Mens du er i arbejde med løntilskud, bruger du af din dagpengeret.
De timer du har i løntilskudsjobbet kan ikke bruges til at optjene ret til en ny dagpengeperiode.
Eksempel:
Der bliver udbetalt dagpenge i 6 måneder inden du kommer i løntilskudsjob i 6 måneder. Når løntilskudsjobbet er slut har du 1 års dagpengeret tilbage.
Som udgangspunkt skal du søge arbejde, mens du er i løntilskudsjob. Det er en god idé at aftale med arbejdsgiveren, at der er afsat tid i din arbejdsplan til jobsøgning og at du automatisk har fri med løn i forbindelse med jobsamtaler. Måske kan I også aftale, at du får hjælp til udformningen af dine ansøgninger.
Sidst opdateret: 11-01-2012
