Eksempler løntilskud

Her er et par eksempler på, hvordan et forløb i løntilskud kan se ud.

Nyuddannet
Hvis du lige har fået en uddannelse som pædagog og gerne vil arbejde på specialområdet, kunne målet være at få praksiserfaring med en bestemt tilbudstype, som du ikke har erfaring med i forvejen. Det kan for eksempel være tilbud på børn og ungeområdet. Prøv at finde ud af hvilke arbejdspladser der findes, i det område hvor du søger. Brug dit netværk og forhør dig eventuelt på arbejdspladsen, om de vil være interesserede i at ansætte dig i et løntilskudsjob.

Du kan også afsøge mulighederne på www.tilbudsportalen.dk 

Hvis du selv finder en arbejdsplads, som gerne vil have dig i et løntilskudsjob, kan de søge jobcenteret om, at netop du bliver ansat. Ledelsen på arbejdspladsen skal sørge for at få medarbejdernes godkendelse af ansættelsen.

Erfaren pædagog med helbredsmæssige begrænsninger
Hvis du er en erfaren pædagog, som for eksempel er psykisk eller fysisk slidt af i en årrække at arbejde med udsatte borgere, kan det være at du har brug for at skifte spor i arbejdslivet. Brug eventuelt Karrierekompasset til afklaring af dine kompetencer og hvordan de bruges i andre job og brancher. Målet i et løntilskudsjob kunne i så fald være en grundig afprøvning af et nyt arbejdsområde. I mange tilfælde vil det også øge udbyttet af et løntilskudsjob, hvis det kombineres med et uddannelsestilbud.

Målet er for eksempel, at blive pædagog i en vuggestue eller børnehave. En løntilskudsansættelse kunne kombineres med fagmoduler, som er rettet mod normalområdet i den pædagogiske diplomuddannelse. For eksempel om børns sprogudvikling eller kreative fag.