Dagpengesatsen

Forskellige forhold skal være tilstede - eller opfyldt - når du skal have beregnet en individuel dagpengsats. Læs mere om reglerne neden for.

Når du bliver ledig, skal vi beregne den dagpengesats, som du har krav på.

Dagpengene svarer i princippet til 90 % af den løn, du havde, mens du var i arbejde. Du kan dog aldrig få mere i dagpenge end den maksimale dagpengesats, som hvert år fastsættes af Arbejdsmarkedsstyrelsen. I 2011 udgør satsen 766 kr. pr. dag.

Vi beregner din individuelle dagpengesats ud fra din løn i de sidste 3 måneder/12 uger. For at få den maksimale dagpengesats skal du have tjent mindst 60.200 kr. i 3 måneders perioden.

Det er et krav, at du i 3 måneders perioden har arbejdet mindst 2/3 af fuld tid. Altså skal du have arbejdet mindst 320 timer (fuldtidsforsikret). Da arbejdet som familieplejer er ukontrollabelt, skal vi omregne lønnen til arbejdstimer. Læs mere under Ukontrollabel arbejdstid.

Vær opmærksom på, at det kun er egentlige lønandele, som kan indgå i beregningen. Beløb for kost, logi, lommepenge og lignende kan således ikke medtages, når vi skal beregne din dagpengesats. Hvis du ved siden af arbejdet som familieplejer har haft andet arbejde, kan dette arbejde typisk indgå i beregningen.

Hvis du tidligere har fået beregnet en individuel dagpengesats, skal der dog være mindst 1 år mellem de to beregninger.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Dagpengeteamet på telefon 7248 6010. Telefonerne er åbne mandag, tirsdag og onsdag mellem kl. 9 og 15, torsdag mellem kl. 9 og 17 og fredag mellem kl. 9 og 13.