Fleksydelse i udlandet
Fleksydelse er en tilbagetrækningsydelse, du kan få udbetalt, hvis du er visiteret til et fleksjob og tilmeldt fleksydelsesordningen.
Du har mulighed for at opholde dig i udlandet, når du får fleksydelse. Hvor længe afhænger af, hvilket land du opholder dig i.
Ophold inden for EØS-området, Grønland, Færøerne og Schweiz
Hvis du får fleksydelse, kan du opholde dig hvor som helst i EØS-området, Grønland, Færøerne eller Schweiz uden at miste retten til fleksydelse. Det gælder, hvad enten du vælger at bo, arbejde eller blot holde ferie i de nævnte lande.
EØS-området er EU-landene, Island, Liechtenstein og Norge.
Ophold i andre lande (uden for EØS-området, Grønland, Færøerne eller Schweiz)
Du kan opholde dig i andre lande i sammenlagt 3 måneder hvert kalenderår, uden at din fleksydelse standses.
Opholder du dig i andre lande i længere tid, bliver din fleksydelse standset, når der er gået 3 måneder. Hvis du allerede på udrejsetidspunktet ved, at du vil tage fast bopæl i andre lande, standses udbetalingen allerede ved udrejsen. Når du igen tager ophold her i riget, i et andet EØS-land, Grønland, Færøerne eller Schweiz, kan du søge om at få genoptaget udbetalingen af fleksydelse.
Det er hovedreglen, at du ikke kan få udbetalt fleksydelse, hvis du arbejder i andre lande. Der gælder dog særlige regler, hvis du har lønarbejde for en dansk arbejdsgiver i udlandet. Du kan spørge din kommune om reglerne.
Du skal give din kommune besked, hvis du modtager fleksydelse og tager til andre lande.
Da Socialpægogerne og Socialpædgogernes A-kasse ikke administrerer fleksydelsesordningen bedes du kontakte din kommune for yderligere oplysninger.
Søg altid råd hos kommunen, inden du rejser til andre lande, og når du vender tilbage til Danmark!
Sidst opdateret: 10-03-2010
