Tilbagebetaling af fleksydelsesbidrag
Fleksydelse er en tilbagetrækningsydelse, du kan få udbetalt, hvis du er visiteret til et fleksjob og tilmeldt fleksydelsesordningen.
Hvis du fortryder, at du har betalt til fleksydelsesordningen, kan du få fleksydelsesbidraget tilbage fra kommunen. Du skal skrive til kommunen om det, og samtidig skriftligt fravælge muligheden for at modtage fleksydelse.
Kommunen betaler fleksydelsesbidraget tilbage til dig ved at overføre det til en dansk eller udenlandsk pensionsordning. Du får dog efterlønsbidraget kontant tilbage,
- hvis du får tilkendt førtidspension eller
- hvis du er nået fleksydelsesalderen, er udmeldt af ordningen og skriftligt har fravalgt muligheden for at få fleksydelse eller
- hvis du emigrerer og skriftligt har fravalgt muligheden for at få fleksydelse eller
- hvis beløbet ikke overstiger 7 gange sygedagpengesatsen og du skriftligt har fravalgt muligheden for at få fleksydelse.
Når du har nået folkepensionsalderen, betaler kommunen af sig selv fleksydelsesbidraget kontant tilbage til dig, hvis du ikke har fået fleksydelse.
Hvis man dør inden retten til fleksydelse er udløbet, vil bidragene blive kontant udbetalt til dødsboet.
Hvor meget får man tilbagebetalt?
Det beløb, som du skal have overført til en pensionsordning eller have kontant tilbage afhænger af, hvor mange dagpengesatser, du har betalt. Du har betalt 7 dagpengesatser om året. I 2010 svarer det 5.264 kr.
Kommunen ganger antallet af betalte dagpengesatser med den dagpengesats, der gælder på det tidspunkt, hvor kommunen overfører beløbet til en pensionsordning eller betaler det kontant tilbage til dig. Beløbet forrentes altså ikke. Men da dagpengesatserne stiger år for år, vil det beløb, du får tilbagebetalt, være større end det, du faktisk har betalt.
Skat og afgift
Hvis du får fleksydelsesbidraget overført til en udenlandsk pensionsordning, eller hvis du får det kontant tilbage, skal du betale skat eller afgift af beløbet. Kommunen trækker skat eller afgift fra, inden beløbet overføres til den udenlandske pensionsordning eller udbetales til dig.
Da Socialpægogerne og Socialpædgogernes A-kasse ikke administrerer fleksydelsesordningen bedes du kontakte din kommune for yderligere oplysninger.
Sidst opdateret: 10-03-2010
