Spørgsmål og svar om beskæftigelseskrav

Du skal kunne dokumentere at have haft arbejde af et vist omfang, før du har ret til dagpenge

Hvad beskæftigelseskravet?
Afhængigt af om du er fuldtids- eller deltidsforsikret, skal du have haft, hvad der svarer til enten 52 ugers eller 34 ugers fuldtidsbeskæftigelse inden for de sidste tre år, før du har ret til dagpenge. Det svarer til, at du skal have henholdsvis min. 1.924 løntimer som fuldtidsforsikret og min. 1.258 løntimer som deltidsforsikret på tre år.

Perioden på tre år kan forlænges med op til to år, hvis du fx i tre års perioden har været syg eller været på børnepasnings-orlov.

Beskæftigelseskravet gøres op i løntimer. Det betyder, at også perioder med fx sygdom, barsel, fritstilling, samt barns første sygedag, tælles med, når blot arbejdsgiveren har udbetalt løn. Hvis du har spørgsmål til reglerne, så kontakt dagpengeteamet på telefon 7248 6010.

Hvilket arbejde kan medregnes?
Der skal altså være tale om lønarbejde.

Til beskæftigelseskravet kan også medregnes afholdt ferie i op til 25 dage medmindre, der er udbetalt dagpenge eller feriedagpenge. Perioder med rådighedsløn til en tjeneste-mand. Visse former for ulandsfrivillige. Hverv som borg-mester, rådmand eller udvalgsformand på fuld tid. Hverv som medlem af Folketinget, Europaparlamentet eller regeringen, samt servicejob påbegyndt efter 31. december 2000, kan også tælles med.

Har du gennemført en uddannelse og er blevet optaget som dimittend, vil uddannelsen tælle som beskæftigelse, og kan anvendes til opfyldelse af beskæftigelseskravet. Det betyder, at du automatisk har ret til dagpenge når du bliver optaget som nyuddannet i Socialpædagogernes A-kasse (de særlige dimittendregler).

Kan arbejde fra udlandet medregnes?
Hvis du har været arbejdsløshedforsikret i et andet EØS-land mens du havde arbejde i det pågældende land, så kan arbejdet som udgangspunkt medregnes ved opgørelsen af beskæftigelseskravet. Det forudsættes, at dine forsikrings- og beskæftigelsesperioder er bekræftet i en attest E 301.

Hvis du har arbejdet i et ikke EØS-land, som fx USA, Kenya, Australien eller Schweiz, så kan dine beskæftigelsesperioder kun medregnes, hvis du har været medlem af en dansk a-kasse mens du boede og arbejde i det pågældende land.