Spørgsmål og svar om medlemskab

Her kan du bl.a. få svar på, hvordan du bliver medlem, og hvordan du skifter fra deltids- til fuldtidsforsikring

Hvornår kan jeg optages i a-kassen?
Hvis du er lønmodtager kan du optages når du har arbejde inden for Socialpædagogernes område. Og du kan optages fra din første arbejdsdag.

Jeg er nyuddannet 
Hvis du er nyuddannet (dimittend), kan du optages når du har afsluttet din uddannelse til pædagog eller tegnsprogstolk. Det er vigtigt, at vi modtager din ansøgning om optagelse inden der er gået to uger efter, at du har afsluttet uddannelsen. Ellers kan du ikke optages som nyuddannet med dimittendrettigheder.

Kan jeg trække kontingentet fra på selvangivelsen?
Ja. Hele dit kontingent er fradragsberettiget. Det gælder således kontingentet til forbundet, medlemsbidraget til a-kassen og efterlønsbidraget til staten, som opkræves samlet hver måned.

Jeg er deltidsforsikret. Hvornår skal jeg fuldtidsforsikres ?
Grænsen går ved 30 timer pr. uge. Hvis du er månedslønnet og har mere end 390 timers arbejde inden for 3 måneder (som time-, uge- eller 14-dages lønnet mere end 360 timers arbejde inden for 12 uger), har du pligt til at lade dig fuldtidsforsikre.

For at ændre forsikringsstatus, skal du kontakte:
Socialpædagogernes A-kasse
Medlemsteamet
Brolæggerstræde 9
1211 København K.

Telefon 7248 6030. Mandag-onsdag fra kl. 9-15. Torsdage fra kl. 9-17. Fredage fra kl. 9-13.

Jeg er fuldtidsforsikret og arbejder på nedsat tid. Skal jeg deltidsforsikres?
Kun hvis du selv vil. Du har ikke pligt til at ændre din forsikringsstatus. Hvis du vælger at blive deltidsforsikret skal du være opmærksom på, at du først kan blive fultidsforsikret igen, når du som månedslønnet har mere end 390 timers arbejde inden for tre måneder (som time-, uge- eller 14-dages lønnet er det mere end 360 timers arbejde inden for 12 uger).

Hvad sker der, hvis jeg skifter til deltidsforsikring ?
Du skal betale mindre i kontingent. Hvis du bliver ledig, vil størrelsen på din dagpengesats være mindre end den du vil kunne opnå som fuldtidsforsikret. Hvis du på et tidspunkt skal på efterløn, kan et skift til deltidsforsikring have betydning for din ret til efterløn samt størrelsen på din eventuelle efterløn.

Du skal således grundigt overveje, om det er en god idé at blive deltidsforsikret. Der er nemlig ingen fortrydelsesret.