Spørgsmål og svar om rådighed

Som arbejdsløs har du bl.a pligt til aktivt at søge arbejde samt overtage arbejde, som du får formidlet af jobcentret, a-kassen eller anden aktør

Hvilken type arbejde skal du påtage dig ?
Hvis du er arbejdsløs, skal du søge og kunne overtage rimeligt arbejde. Rimeligt arbejde er alt arbejde, som du kan varetage. Det gælder også arbejde, som du ikke tidligere har været beskæftiget med, om nødvendigt hvis du får tilbudt den fornødne oplæring. 

Hvor meget arbejde skal du søge ?
Der er ikke en bestemt grænse for hvor mange stillinger du skal søge. Du skal dog aktivt søge arbejde på den måde, der er normal inden for det pågældende fagområde. Det kan være ved skriftlige ansøgninger eller personlige og telefoniske henvendelser.

Det er a-kassen, der vurderer, om du som arbejdsløs har søgt tilstrækkeligt mange stillinger. I vurderingen indgår bl.a., hvor mange ledige stillinger der har været at søge. Hvis du har spørgsmål til reglerne, så kontakt dagpengeteamet på telefon 7248 6010.

Hvis du deltager i en uddannelse - kan du så få dagpenge?
Udgangspunktet er, at du som arbejdsløs ikke kan få dagpenge, hvis du deltager i uddannelse. Der er dog enkelte undtagelser. Undtagelserne kan du få oplyst, hvis du retter henvendelse til vores dagpengeteam på telefon 7248 6010.

Fælles for undtagelserne er, at arbejdsløse, som deltager i en uddannelse med dagpenge, skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet i fuldt normalt omfang.