Spørgsmål og svar om sygdom
Hvis du som dagpengemodtager bliver syg, skal du have udbetalt sygedagpenge. Læs hvordan du gør neden for.
Får jeg dagpenge fra a-kassen når jeg er syg?
Hvis du bliver syg medens du er ledig, kan du ikke få udbetalt almindelige arbejdsløshedsdagpenge. Du skal i stedet have udbetalt sygedagpenge fra din kommune.
Fremgangsmåden i tilfælde af sygdom er, at du sygemelder dig elektronisk på jobnet.dk Det er vigtigt, at du sygemelder dig på jobnet.dk. Hvis du vælger at ringe til jobcenteret, vil de under alle omstændigheder, bede dig om at foretage sygemeldingen elektronisk. Så du sparer en "arbejdsgang" ved at gøre det selv.
Vi får automatisk besked om din sygemelding, når du har foretaget den på jobnet.dk. Du behøves derfor ikke ringe til os, for at sygemelde dig.
Hvad er sygedagpenge for noget?
Sygedagpenge får du som erstatning for løn i tilfælde af sygdom eller barsel. Dagpenge gives fra første hele sygedag, hvis ikke andet er bestemt i din overenskomst eller ansættelsesaftale.
Arbejdsgiveren skal udbetale sygedagpenge de første to uger, hvis du har været ansat hos arbejdsgiveren de sidste otte uger, før du bliver syg og har haft mindst 74 timers arbejde i samme periode.
Hvis du er ansat efter funktionærloven eller på funktionærlignende vilkår, har du ret til fuld løn under sygdom. Er du overenskomstansat, står der i din overenskomst, hvad du har krav på. Det kan variere fra fuld løn til sygedagpenge.
Sygedagpenge har du krav på, når du har været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger, og har været i beskæftigelse i mindst 120 timer.
Du har også krav på sygedagpenge, hvis du har ret til almindelige dagpenge fra a-kassen. Dagpenge fra a-kassen, har du blandt andet ret til, hvis du har afsluttet en erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed eller har været elev i lønnet praktik hos en arbejdsgiver, som led i en uddannelse.
Din kommune skal, hvis du får udbetalt sygedagpenge, senest efter otte uger foretage en opfølgning i samarbejde med dig, din arbejdsgiveren og Socialpædagogerne.
Hvor meget får jeg udbetalt?
Sygedagpengesatsen kan du få oplyst ved henvendelse til din kommunes sygedagpengekontor. Sygedagpengesatsen beregnes af kommunen på grundlag af din hidtidige lønindtægt.
Skal jeg have sygedagpenge når jeg er arbejdsløs?
Bliver du syg, mens du fx får dagpenge fra SLA, skal du på din første sygedag, kontakte dit lokale a-kassekontor og melde dig syg. Mens du er syg udbetaler din kommunen sygedagpenge.
Hvad gør jeg med dagepengekortet?
Du skriver S udfor de dage, hvor du er syg. Når den periode kortet dækker er slut, sender du det elektronisk via Netkassen - det er let og ligetil, og så sparer du turen til postkassen.
Hvad med Jobcenteret?
Hvis du er syg i mere end 14 dage, skal du afmeldes. Når du bliver rask, skal du huske at blive gentilmeldt på jobcenteret. Det er dit eget ansvar at sikre, at du igen er tilmeldt. Ingen tilmelding = ingen dagpenge fra Socialpædagogernes A-kasse.
Når jeg er rask igen, skal jeg så kontakte a-kassen?
Når du er blevet rask og ikke længere skal have sygedagpenge skal du sikre dig, at du er raskmeldt på jobnet.dk. Du skal også kontakte os telefonisk og oplyse, at du er raskmeldt.
Spørgsmål? Så ring til dagpengeteamet på telefon 7248 6010. Telefonerne er åbne mandag, tirsdag og onsdag fra kl. 9-15. Torsdag fra kl. 9-17. Og fredag fra kl. 9-13
Sidst opdateret: 27-01-2012
