Aktuelt

Super at handicappede stiller op til valget

Pressemeddelelse


02.11.07
”Godt gået!” Sådan lyder Socialpædagogernes kommentar til at tre kandidater med udviklingshæmning eller andre handicaps stiller op til folketingsvalget.

”Der er sket en ubehagelig drejning i velfærdsdebatten, så velfærd i høj grad er kommet til at handle om bedre forhold for hr. og fru Danmark og deres børn og forældre på plejehjemmene. Samtidig bliver de udsatte minoritetsgrupper overset. Det gælder både for de udviklingshæmmede, og for andre grupper som anbragte børn og unge, misbrugere og sindslidende,” siger næstformand Marie Sonne.

Et konkret eksempel er, at regeringen tidligere har spillet ud med en kvalitetsfond på 50 milliarder kroner, der skal bruges til at investere i nye sygehuse og renovering og nybyggeri af ældreboliger, skoler og daginstitutioner.
”I den forbindelse blev der ikke brugt et eneste ord på forfaldne og utidssvarende boliger til for eksempel udviklingshæmmede,” siger Marie Sonne.

Et andet konkret eksempel er, at mere end hver tredje kommunale institution på det særlige, sociale område er blevet pålagt besparelser i 2008, selv om kommunerne har fået fuld økonomisk dækning for de sociale opgaver, de overtog med kommunalreformen.

”Kommunerne har fået overført penge til de mest udsatte grupper – men de bruger dem tilsyneladende på normalområdet. Der er tale om et velfærdstyveri ved højlys dag, og jeg kan kun bifalde, at en gruppe handicappede nu selv går aktivt ind i valgkampen. Der er ikke ret mange andre, der taler deres sag,” siger Marie Sonne.

Find dokumentation for velfærdstyveriet på www.sl.dk/velfærdstyven


Kontaktperson
Marie Sonne, næstformand, mobil 22 10 17 28

 
Kontakt
<strong>Benny Andersen</strong>
Benny Andersen
Forbundsformand
Søndergade 2 B
9240 Nibe
Facebook.com/forbundsformand

Tlf. Direkte: 7248 6801
Mobiltlf.: 4055 0982
Privat tlf.: 9835 0413
Email: ba@sl.dk