Aktuelt

Vil arbejde mere for at bevare velfærden

Nyt


02.09.11
Vælgerne foretrækker arbejdsvejen. Et klart flertal vil arbejde mere, hvis besparelser i velfærden derved kan undgås, viser ny måling som TNS Gallup har foretaget for LO.

Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk

62 pct. erklærer sig parate til at arbejde en time mere om ugen, hvis det betyder, at besparelser i velfærden kan undgås. 28 pct. afviser. Det viser en måling, som TNS Gallup har foretaget for LO blandt 1.330 repræsentativt udvalgte vælgere.

LO-formand Harald Børsting ser det som et udtryk for, at danskerne foretrækker arbejdsvejen:

- Vi synes, det er langt mere perspektivrigt at arbejde os ud af krisen end at spare og skære ned, som regeringen har gjort og fortsat lægger op til. Det er langt mere fair, at vi alle løfter Danmark ud af krisen, end at ansvaret placeres på udvalgte grupper, siger Harald Børsting.

Han understreger, at LO er klar til at finde 15 mia. kr. gennem trepartsforhandlinger med en ny regering, og at LO ikke forlader forhandlingslokalet, før alle er enige om, at der står 15 mia- kr. på bundlinjen:

- Dansk fagbevægelse er vant til at tage ansvar, og det er vi også klar til denne gang, hvor regeringen ikke har været i stand til at tackle krisen godt nok. Det er klart, at vi ikke har sagt ja til at arbejde mere, fordi vi synes, det er sjovt. Men det står klart for os, at alternativet er værre og langt mere usolidarisk. Vi vil hellere løfte i flok, siger Harald Børsting.

Spørgsmålene til vælgerne

I undersøgelsen blev vælgerne spurgt om følgende: Kunne du tænke at arbejde en time mere om ugen, hvis det betyder, at besparelserne i velfærden kan undgås?

  • 37 pct.: Ja, helt klart
  • 25 pct.: Ja, det er jeg umiddelbart positiv over for
  • 17 pct.: Nej, det vil jeg umiddelbart være skeptisk over for
  • 11 pct.: Nej, under ingen omstændigheder
  • 10 pct.: Ved ikke

Undersøgelsen er gennemført af TNS Gallup den 29. august blandt 1.330 repræsentativt udvalgte vælgere.