Arbejdsmiljø, organisation og repræsentant
Sikkerhedsrepræsentanter kommer til at hedde arbejdsmiljørepræsentanter, og arbejdsmiljøarbejdet skal ændres fra kontrol til forebyggelse sådan, at sikkerheds- og sundhedsarbejdet skal varetages som et samarbejde mellem arbejdsgiver, arbejdsledere og øvrige ansatte.
Ny arbejdsmiljølov fra 1. oktober 2010
Den 1. oktober 2010 trådte den nye arbejdsmiljølov i kraft. Det betyder, at arbejdsmiljøorganisationen fra at optræde som problemfinder og reaktivt organ, nu gøres til et proaktivt organ og strategisk medspiller i virksomheden.
Det skal blandt andet ske ved, at der sikres en ledelsesmæssig prioritering af arbejdsmiljøindsatsen, så man flytter fokus fra overvejende at have øje for håndtering af konstaterede arbejdsmiljøproblemer til i stedet at samarbejde om at forebygge, at problemerne opstår.
Valg af arbejdsmiljørepræsentant Når en arbejdsplads vælger en ny arbejdstillidsrepræsentant, skal skemaet udfyldes og sendes til kredsen. |
Forebyggelse kan f.eks. være, at man allerede i forbindelse med indledende budgetforhandlinger har fokus på de arbejdsmiljømæssige konsekvenser af beslutninger om omstruktureringer og nedskæringer.
De fleste ændringer, der er i selve Arbejdsmiljøloven, får ikke den store betydning for hele det offentlige område, der beskæftiger socialpædagoger. I alle regioner og kommuner (med undtagelse af Tårnby Kommune) er der indgået lokale MED-aftaler, hvor arbejdsmiljøarbejdet er en integreret del af medindflydelses- og medbestemmelsessystemet, og hvor disse ændringer allerede har været gældende i flere år.
Den mest markante nytænkning for vores område er, at loven nu også forpligter ledelse og medarbejdere til løbende at samarbejde om og holde fokus på, at arbejdsmiljøindsatsen foregår i tæt sammenhæng mellem udførelsen af arbejdspladsens socialpædagogiske opgaver og den lokale udmøntning af de mange personalepolitiske rammeaftaler.
Ny arbejdsmiljøuddannelse
Parternes Uddannelsesfællesskab (PUF), der er et samarbejde mellem de kommunale og regionale arbejdsgivere samt de ansattes organisationer, er klar til at udbyde nye uddannelser til medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen, som matcher kravene i den nye arbejdsmiljølov.
Her er hvad de nye regler foreskriver, og hvor PUF vil byde ind med uddannelse:
- Obligatorisk tre dages grundlæggende arbejdsmiljøuddannelse inden tre måneder efter valget/udpegningen.
- Tilbud om to dages supplerende arbejdsmiljøuddannelse inden for det første funktionsår.
- Tilbud om 1 1/2 dags supplerende arbejdsmiljøuddannelse i de følgende funktionsår.
- De medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen, som allerede har arbejdsmiljøuddannelsen, er omfattet af tilbud om 1 1/2 dags supplerende arbejdsmiljøuddannelse efter det første funktionsår.
PUF’s uddannelser er udviklet af parterne og vil altid være tilpasset den enkelte arbejdsplads i kommune eller region.
Læs mere PUF's arbejdsmiljøuddannelse
Sidst opdateret: 03-12-2010
