Faglighed og fagpolitik går hånd i hånd

Et godt psykisk arbejdsmiljø for de ansatte skaber grundlag for høj faglighed og kvalitet i den socialpædagogiske indsats. Etisk refleksion er nøgleordet.
Socialpædagogerne har som faglig organisation to formål: Sikre medlemmerne gode løn- og ansættelsesforhold. Og støtte udviklingen af den socialpædagogiske faglighed.
På vores arbejdsområde er der en klar sammenhæng mellem ansættelsesvilkårene for de ansatte og den socialpædagogiske faglighed. Hvis arbejdsmiljøet er dårligt, mistrives de ansatte og har ikke overskud til at løse opgaven med at drage omsorg og støtte.
Og omvendt, hvis fagligheden halter og de ansatte ikke oplever kvalitet i den socialpædagogiske indsats, går det ud over trivslen og medvirker til et dårligt arbejdsmiljø.
Trivsel og etik hænger sammen
På denne måde spiller arbejdsmiljøloven og overenskomstens aftaler om trivsel og sundhed på arbejdspladserne sammen med Etisk Værdigrundlag for Socialpædagoger, som er et af organisationens grundpiller for det gode socialpædagogiske arbejde.
Arbejdet med at forbinde den socialpædagogiske faglighed og med vilkårene for de ansatte foregår til dagligt ude på de enkelte arbejdspladser. Det sker for eksempel når MED-udvalgene i deres arbejde med at aftale retningslinjer om vold og mobning inddrager et fokus på de etiske værdier, og at dette fokus kan være med til at forebygge vold og mobning.
Socialpædagogernes etiske grundværdier
Socialpædagogerne har formuleret fem grundværdier, som vi mener bør ligge til grund for det socialpædagogiske arbejde. Disse grundværdier danner imidlertid også udgangspunkt for et godt arbejdsmiljø. Derfor er et bevidst og konstant fokus på etik og etisk refleksion et af midlerne til at mindske vold, mobning og chikane. Og et kritisk gennemsyn af de pædagogiske metoder kan være medvirkende til at skabe rammerne for at godt psykisk arbejdsmiljø.
Se en grafisk fremstilling af de fem grundværdier her
De fem grundværdier lyder:
- Det enkelte menneskes værdighed. Ved værdighed forstås individets krav på ubetinget respekt fra andre.
- Social retfærdighed. Herved forstås fordeling af sociale goder efter behov og med særlig hensyntagen til samfundets svageste.
- Medmenneskelighed. Ved med menneskelighed forstås at vise forståelse, engagement og ansvar for hvert enkelt menneske.
- Frihed. Ved frihed forstås det enkelte menneskes ret til at bestemme over sig selv, så længe et ikke skader andres ret til at bestemme over sig selv.
- Professionel integritet. Herved forstås at den professionelle i sin praksis overholder professionens principper og standarder.
Download hæfte om etisk værdigrundlag for Socialpædagoger
> Tilbage til Forebyg vold og mobning
Sidst opdateret: 06-02-2012
