Ribe Amts Forsorgshjem
Her kan man komme lige fra gaden
Forsorgshjemmet er sidste udvej for mange hjemløse. Derfor er den vigtigste opgave som socialpædagog at motivere beboerne.
Af Tina Juul Rasmussen
Foto: Sonja Iskov
Lige
inden for hoveddøren i en sofagruppe sidder en håndfuld mænd og får sig en smøg
og en rolig sludder. I en af fællesstuerne får to gutter sig et pot skomager ved
billardbordet - uden så mange ord. Og akvariefiskene gør heller ikke meget væsen
af sig. Så i det hele tager er her ganske stille.
Trods stilheden er forsorgshjemmets 40 pladser i øjeblikket fyldt op, så kommer
der nye og banker på, må socialpædagog Ulla Engstrøm og hendes kollega rede op
andre steder.
Står klar dag og nat
Forsorgshjemmets personale står klar dag og nat til at tage imod. Tage
en snak. Tage på tur. Tage med ud og se på lejlighed. Tage telefonen og ringe
til myndigheder, instanser, banker og boligselskaber.
I det hele taget tage hånd om både de mange praktiske problemer, den enkelte
hjemløse slås med og de mere følelsesmæssige, sociale og adfærdsmæssige
udfordringer, der byder sig i en tilværelse med misbrug, nedture og uden tag
over hovedet.
Behøver ikke tilpasse sig
- Man kan komme ind direkte fra gaden, og mange af dem, som gør det,
har været hjemløse i flere år. Når man har været misbruger i 30 år, sker der
ikke ændringer fra dag til dag. For mange tager det årevis - så det handler om
at se de små skridt. Men jeg kan hjælpe med at mindske den destruktive adfærd,
som især misbrugerne har, siger socialpædagog Ulla Engstrøm.
- Mange er nervøse og føler, at de er her på vores præmisser. De tror, de skal
sige noget bestemt, før vi vil hjælpe dem. Nogle har lært, at hvis de opfører
sig på en bestemt måde, får de man lettere deres ting løst. Min opgave er at
vise dem, at de ikke behøver at være tilpassede, fastslår Ulla Engstrøm.
Omsorg, støtte og håb
I gården foran forsorgshjemmet pumper techno-musikken ud af et åbent
vinduet. Inden for går en ung fyr rundt med gulvspand og klud og er ved at gøre
bænke, håndvægte og vægtstænger rene. At dømme efter hans overarme er det ikke
første gang, han er her.
- Hvad fanden, Ulla - her plejer du sgu aldrig at vise dig, griner han, da Ulla
Engstrøm stikker hovedet indenfor.
- Nej, men måske kunne du en dag lære mig, hvordan man bruger udstyret,
griner hun tilbage - og mødes af et par skeptiske, men smilende øjne.
- Vores opgave er at ruste folk til at bo i egen bolig. Det er vores erklærede
mål. Men hvis vi slipper dem for tidligt, kommer de bare igen. Det giver dem et
ekstra nederlag, og mange reagerer ved at blive mere angst - det lyser ud af
dem, når jeg siger ordet “bolig”, fortæller Ulla Engstrøm.
- Derfor handler mit arbejde i bund og grund om at motivere dem - med alle de
gode ting: Omsorg, støtte, tro, håb...
|
10.000 hjemløse om året
Cirka 10-12.000 personer skønnes i alt at være berørt af hjemløshed i
løbet af et år. Tyve procent af dem er kvinder. Ingen kender dog det præcise
antal.
Der var i 2003 67 boformer for hjemløse med 2659 pladser. I gennemsnit opholdt
en hjemløs sig her 112 dage. Tre ud af fire indskrevne var mænd, deres
gennemsnitsalder var 41 år - kvindernes 39,9 år
|
Læs hele artiklen om hjemløse (pdf)
Sidst opdateret: 21-01-2010
