Bo og naboskab Vestlolland i Nakskov

Et liv tæt på det normale

Dennis har et godt liv – med job, kat, forlovet og socialpædagogisk støtte.

Af Susannah Pedersen
Foto: Sonja Iskov

Bo og naboskab Vestlolland i NakskovEn meterlang lastbil pryder en stor del af vindueskarmen. Volvo står der med fede typer på bilens lad.

- Den har jeg da fundet ude på Genbrugspladsen, siger Dennis synligt stolt. Han peger på det ganske fyldige stereorack ved siden af fjernsynet:
- Stereoanlægget har jeg også fundet. Men diskman’en dur ikke. Den skal jeg lige have kigget på og fundet ud af noget ...

Hver morgen – på nær om mandagen – cykler Dennis klokken 6.30 den lange vej fra sin lejlighed i Nakskov ud til den kommunale genbrugsplads. Her har han arbejdet de seneste tre år. Med glæde. Han hjælper folk med at sortere affald.

Vokset op på institution
Jobbet på genbrugspladsen er en af de relativt få succeshistorier i Dennis’ liv. Han er 31 år, udviklingshæmmet og institutionsbarn. Han blev fjernet fra hjemmet som fire-årig og har siden da boet på børnehjem og forskellige bosteder.

Nu trives han i egen lejlighed under Bo og Naboskab Vestlollands vinger – med kat, forlovet og socialpædagogisk støtte.

Synøve Ransdorf, har været Dennis’ kontaktpædagog i 4-5 år.
Synøve og Dennis er sammen i mindst 14 timer om ugen. Sammen klarer de alle de andre praktiske ting og forpligtelser, som hører et voksent liv til.

Også tid til hygge
Denne mandag er Dennis og Synøve mest til hygge. Lidt hurtig oprydning, en smule indkøb, frokost i dagcentrets café og i klubben samme sted om aftenen.

Søndagen var nemlig lidt hård. Dennis og hans forlovede Jane havde et af den slags parforholdssammenstød, som krævede socialpædagogisk bistand.

Også Jane hører til under Bo og Naboskab Vestlolland. Hun bor i en lejlighed tre blokke fra Dennis og hører til den gruppe af udviklingshæmmede, som blandt andet Synøve tager sig af.

Synøve forklarer:
- De har indimellem nogle problemer, fordi de misforstår hinandens kommunikation.
- Der var nogle tråde, som de to skulle have hjælp til at rede ud i går. Ellers var det da endt i slagsmål ...

Her kan de rumme Dennis
Synøve ved, at Dennis går helt i baglås, hvis han bliver presset og kritiseret. Han har så hårdt brug for at føle, at han magter noget. For ham er ”du har ikke gjort det godt nok” det samme som ”du er ikke god nok.”

Derfor er succes på jobbet og i livet en stor ting, mener Synøve:
- Han har haft mange job, som ikke gik, fordi folk blev irriterede på ham. Nu er han så et sted, hvor de kan rumme ham – hvor han føler, at han har en værdi. Jeg vil hævde, at Genbrugsstationen giver ham et liv så tæt på det normale, som muligt.

Læs hele artiklen om udviklingshæmmede i Bo og Naboskab