NFFS: Nordisk Forum For Socialpædagoger
Nordisk Forum For Socialpædagoger er et samarbejde mellem de nordiske fagforeninger for socialpædagoger. Samarbejdet handler om at udveksle erfaringer og delagtiggøre hinanden i, hvad der foregår økonomisk, politisk og socialt i de nordiske lande.
NFFS er et forum, hvor man fælles diskuterer den generelle politiske og økonomiske udvikling i de forskellige lande, beretter om udviklingen og nye tiltag på det socialpolitiske område i hvert land, fortæller om den aktuelle situation for hver af fagforeningerne, informerer om overenskomstforhandlinger og andre fagpolitiske sager samt udveksler erfaringer på det socialpædagogiske område med henblik på udvikling og styrkelse af faget.
Medlemmerne af NFFS er:
- Grønland: Perorsaasut Ilinniarsimasut Peqatigiiffiat (P.I.P.)
- Island: Þroskaþjálfafélagsins Íslands
- Færøerne: Føroya Pedagogfelag
- Finland: Sosiaalipedagogit Talentia ry
- Norge: Fellesorganisasjonen
- Sverige: Vision
- Danmark: Socialpædagogernes Landsforbund
NFFS-sekretariatet går på skift mellem Danmark, Norge, Sverige og Finland á 2-årige perioder. Kontingentet er på 1,5 NOK pr. medlem for Danmark, Norge, Sverige og Finland, mens Island, Færøerne og Grønland hver betaler 2000 NOK i kontingent, da de ikke har så mange medlemmer. Styrelsen afholder møde hvert halve år.
NFFS vedtægter (pdf)
Resolution om fattigdom
På baggrund af arbejdet med FN's børnekonvention har styrelsen haft en temadiskussion om børnefattigdom i Norden. Diskussionen resulterede i en fælles resolution, der blandt andet beskriver årsager og konsekvenser af børnefattigdommen samt kommer med anbefalinger til bekæmpelse af den.
NFFS styrelsens resolution om børnefattigdom (pdf).
Samarbejde med NSSK - de nordiske socionomforbunds samarbejdskomité
I erkendelse af at både socialpædagoger og socialrådgivere (socionomer) arbejder indenfor den samme sektor, og at den overordnede økonomiske og sociale situation og udvikling i de nordiske lande er nem at sammenligne, har NFFS og NSSK besluttet at etablere et samarbejde. Samarbejdet vil være organiseret omkring fælles relevante temaer.
Det seneste tema var frivillighed, og hvordan fagforbundene og deres medlemmer forholder sig til, at der i større og større udstrækning gøres brug af frivillige i den sociale sektor. Tirsdag d. 25. oktober 2011 blev der således afholdt et fælles møde med "Frivillighed" som overordnet tema. Som opsamling på diskussionen blev der udarbejdet et notat om udbredelsen af og retningslinjerne for frivlligt arbejde i de nordiske lande.
Notat om frivilligt arbejde i den sociale sektor i Norden (pdf).
Publikationer
Især udviklingen og styrkelsen af faget har en vigtig plads i det nordiske samarbejde, og NFFS har således stået bag følgende publikationer:
FN’s Børnekonvention og socialpædagogikken (pdf)
Socialpædagogik i Norden, bestil
FN's Handikapkonvention og socialpædagogik i praksis: Et værdigt liv, 2010 (pdf)
Sidst opdateret: 15-05-2012
