FanNy 49 - April 2009
Gode familieplejere skal belønnes
Hvis en plejefamilie gør et godt stykke arbejde, og et plejebarn bliver mindre krævende, nedsættes plejefamiliens vederlag. Det er ulogisk, mener de konservatives socialordfører Vivi Kier, som ønsker at afprøve en ny model for vederlag. Derudover ønsker hun bl.a. også et fælles sprog om børn, efteruddannelse i den svære samtale, familiehuse og rådgivningshuse
I mange virksomheder får du lønforhøjelse, når du gør det ekstra godt. For familieplejere er det snarere omvendt. Hvis en familieplejer gør en stor indsats for at skabe et bedre liv for sit plejebarn, og barnet oplever store fremskridt og bliver mindre krævende, vil kommunen ofte sætte vederlaget ned.
Hvis det havde været i det private erhvervsliv – eller for den sags skyld i det offentlige – ville det virke ulogisk at aflønne efter et omvendt økonomisk incitament.
Det mener socialordfører hos de konservative, Vivi Kier, som derfor ønsker at se på, om kommunerne kan give vederlag efter en anden model.
–Jeg ser et problem i, at hvis barnet begynder at trives, så sætter man plejevederlaget ned – det er jo omvendt incitamentsstruktur. Vi plejer normalt at sige, der skal være en gulerod for den indsats, man laver, siger hun, og nævner, at der teoretisk set kan sidde en plejefamilie, der sidder og tænker, at de ikke har interesse i, at deres plejebarn får det bedre.
–Plejefamilierne løfter en stor udfordring. Der kommer nogle børn med en masse problemer og dårlige oplevelser i bagagen, og samtidig skal familierne rumme de biologiske forældre, siger Vivi Kier og tilføjer, at hun ikke har en færdig opskrift på en model for aflønning af plejefamilier, men hun vil tage det med i forhandlingerne af barnets reform, som Folketingets partier skal forhandle på plads i løbet af i år.
Som mange andre politikere på området har hun også bidt mærke i, at statistikker viser, at nogle kommuner fjerner færre børn i slutningen af året, og noget kunne tyde på, at det handler om økonomi – og det er hun meget utilfreds med.
–Det må aldrig være økonomien, der afgør, om et omsorgssvigtet barn får det tilbud, det skal have. Kommunerne har fjernet flere og flere børn med årene.
Det har været en af årsagerne til, at den post på budgettet kan virke temmelig uoverskuelig i nogle kommuner, siger Vivi Kier, som selv sidder i byrådet i Odense.
Hun foreslår derfor, at der laves fem forsøgsordninger i fem forskellige kommuner, hvor man f.eks. kunne give statsrefusion til en kommune i anbringelsessager.
Vivi Kier vil dog hellere tale om den tidlige indsats frem for, hvordan anbringelser finansieres – og hun medgiver, at den tidligere indsats kunne blive bedre.
–Allerede i vuggestuen og børnehaven kan vi se, at her er et barn, som har problemer, men tit er det først i skolealderen, der sker noget. Vi skal lægge mere vægt på den svære samtale med forældrene. Det kan være svært at gribe fat i Mikkels mor og sige, jeg tror faktisk du drikker for meget, men det bliver vi nødt til.
I vuggestuen og børnehaven ser personalet forældrene hver dag, og der bør problemerne opdages.
Vivi Kier foreslår derfor, at der i hver institution skal være en medarbejder, som har særlig kompetence til at tage de svære samtaler – og hun ønsker øget efteruddannelse på området.
Når pædagogerne har taget den svære samtale eller opserveret, at et barn har problemer, skal hun nogle gange beskrive barnet på skrift, så de sociale myndigheder kan vurdere sagen – spørgsmålet er om pædagogen og socialordføreren bruger de samme ord om børnene?
Børnelineal
Den konservative socialordfører ønsker, at der indføres et fælles sprog på området – og hun kalder sit forslag for børnelinealen.
–Nogle steder siger man sårbare børn, andre steder skrøbelige børn eller risikobørn. Vi mangler et fælles børnesprog for alle, der arbejder med børn og unge. Spørgsmålet er, om vi reagerer ens på det, vi læser og hører, og det må være første udgangspunkt i en børnesag, siger hun og nævner en undersøgelse, KL lavede, hvor 10 kommuner skulle give et bud på en børnesag ud fra et skriftligt oplæg.
–I den ene kommune greb man ikke ind, og i den anden ende ville man lave en tvangsfjernelse. Sproget er meget vigtigt i den tidlige indsats, det er her pædagogen skriver observationer ned, som andre medarbejdere i kommunen skal forstå, siger Vivi Kier.
Svingdørsforældre
De konservative foreslår også en ny type opholdssteder
–Såkaldte familiehuse. Det er et sted for de børn, som ikke egner sig til familiepleje, men som har brug for stabilitet. I et familiehus bor barnet som på et botilbud, men forskellen er, at der også skal være plads til forældrene i de perioder, de har det godt.
–Ofte er det sådan, at anbragte børn skal hjem, når deres forældre får det godt igen, men hvis forældrene igen får det dårligt, skal børnene igen anbringes. Med familiehuse er det forældrene, som kan prøve at flytte ind, hvis de har det godt – og så er det forældrene, som bliver svingdørsforældre i stedet for børnene, siger Vivi Kier.
Familiehusene skal være trygge rammer for barnet, og så kan forældrene for eksempel komme en gang om ugen og lave mad elle noget andet – og på den måde bevarer barnet kontakten til forældrene.
Men inden en sag ender ulykkeligt, og et barn bliver anbragt uden for hjemmet, ønsker Vivi Kier, at familierne kan få hjælp i en ny type rådgivningshuse. I hver region skal der etableres uafhængige rådgivningshuse, hvor alle kan komme og snakke og få hjælp – men huset skal ikke være en del af systemet.
–Desværre er der nogle, som ikke tør at henvende sig til det offentlige, fordi de bliver et sagsnummer, eller de er bange for at få fjernet deres børn. På socialområdet har mennesker ofte komplekse problemstillinger, og hvis man får tillid til et andet menneske, tør man måske også fortælle om nogle af de andre ting, som følger med problemer i familien – økonomisk gæld osv., siger Vivi Kier.
Husene skal være uafhængige, og alle kan henvende sig anonymt, men de ansatte skal dog have underretningspligt.
Vivi Kier ser på den måde husene som en brobygger mellem mennesker med sociale problemer og kommunen og det etablerede system.
Barnets sagsbehandler
Et andet konservativt forslag er at et barn i en anbringelsessag skal have sin egen sagsbehandler.
–Barnet skal have sin egen sagsbehandler, hvis barnet skal tvangsfjernes. Familiens sagsbehandler har ofte fulgt familien i en længere periode, og har lavet forskellige tiltag for at se, om barnet ikke kan blive hos familien. Barnets sagsbehandler skal se på barnets situation, og kunne sige, at barnet skal fjernes nu, hvis det er nødvendigt. Vi har set sager, hvor forældrene har fået en chance igen og igen, men barnet skal være i fokus, siger Vivi Kier.
Du foreslår flere ting som koster ekstra penge, er det realistisk at få det gennemført?
–Jeg har ikke regnet på, hvad mit udspil vil koste, fordi det så bliver en økonomisk diskussion i stedet for en diskussion om, hvor vi vil hen med området.
Hvis samtlige partier bakker op om udspillet, så garanterer jeg, at jeg nok skal finde pengene. Det kan godt være kommunerne skal have flere penge i en periode, men jeg lægger vægt på den tidlige indsats, og så kan pengene hentes ind på lang sigt, siger Vivi Kier.
Sidst opdateret: 18-08-2010
