FanNy 49 - April 2009
Mere støtte til familieplejere
Flere kommuner går mere op i, hvad opholdssteder og familiepleje koster, i stedet for at fokusere på faglighed, supervision, kurser og opbakning til familierne, mener Enhedslistens socialordfører Line Barfod. Samtidig er hun bekymret for, at for mange børn bliver stemplet som unormale og sendt over i specialsystemet
Familieplejere tager sig af nogle af samfundets svageste børn, og derfor skal samfundet også give familieplejerne den støtte, de har brug for.
Det mener socialordfører for Enhedslisten, Line Barfod, som både har fulgt området som politiker, men også i hendes tidligere karriere som advokat, hvor hun bl.a. har haft opholdssteder og familieplejere som klienter.
– Det indtryk jeg fik, af området for udsatte børn er, at myndighederne går op i den økonomiske side og måler opholdssteder og familiepleje efter prisen, mens faglighed, supervision, uddannelse osv. ikke bliver prioriteret særlig højt. Opholdssteder og familieplejere oplever, at det er økonomien, som er måleenhed, og at kommunerne ikke er optaget af, hvordan de bedst muligt sikrer de her børn god kvalitet, siger Line Barfod og understreger, at der selvfølgelig er undtagelser og kommuner og sagsbehandlere, som gør det rigtigt godt.
Det kræver meget af en familie at modtage et plejebarn, men ikke alle modtager den støtte, de fortjener, mener Line Barfod, og derfor risikerer familien og barnet, at opholdet mislykkes.
– Hvis et ophold skal blive en succes, kræver det, at myndighederne bruger god tid at finde den rigtige plejefamilie til barnet, og at kommunen bliver ved med at støtte familien, give relevant uddannelse og supervision, og det halter rigtig mange steder, siger Line Barfod, som mener, at mange kommuner også glemmer, hvor meget det kan påvirke resten af familien at have et plejebarn.
Hvorfor er supervision vigtig?
– Du sidder alene med tanker og overvejelser, som er vigtige at få diskuteret med andre. Alle professionelle har brug for faglig sparring om, hvordan man tackler situationer, hvilke muligheder man har osv.
Familieplejere har ikke nødvendigvis en relevant uddannelse, men alligevel forventer flere kommuner, at de kan klare arbejdet uden supervision, siger hun.
Dobbeltrolle
Hun fremhæver den særlige dobbeltrolle familieplejere har, at de på en måde er en del af systemet og på en anden måde står over for systemet.
– Du opfattes som en del af systemet af de biologiske forældre, men du er oppe imod systemet, når du skal forhandle om penge til supervision eller et højere vederlag, så du kan gå ned i tid på dit arbejde. Det er en dobbeltrolle, som kan være lidt svær, siger hun.
En anden fare ved mangel på støtte og supervision til plejefamilierne kan være, at forholdet til de biologiske forældre bliver dårligt, og det går ud over børnene.
Line Barfod mener, det er vigtigt, at barnet skal have kontakt til de biologiske forældre i næsten alle anbringelsesforløb, for ellers bruger barnet meget energi på at tænke over, hvordan deres forældre har det. Og som man ved fra adoptivbørn, får mange af dem behov for at opsøge deres rødder, når de bliver ældre.
– Det kan være svært for en plejefamilie at tackle de biologiske forældre. Plejefamilien kommer til at holde af barnet og tager det til sig, og plejebarnet kalder plejeforældrene mor og far, og så kan det være enormt svært, at de biologiske forældre er misbrugere eller psykisk syge. Derfor har plejefamilierne brug for faglig bistand til at lave ordentlige aftaler med de biologiske forældre, eller at nogle andre tager snakken om, at de ikke kan få deres børn hjem til jul, siger Line Barfod og nævner, at hun kender til tilfælde, hvor forholdet mellem plejefamilien og de biologiske forældrene bliver så dårligt, at forældre ikke kan få lov til at aflevere julegaver til deres børn.
Normale børn
Inden børn bliver anbragt har der ofte været et længere forløb, hvor kommunerne har forsøgt at gribe ind – og mange af børnene har gået i en helt almindelig folkeskole.
Line Barfod vil godt rejse en debat om, at normalsystemet – skolen – skal kunne rumme mere.
– Normalbegrebet er blevet indsnævret i de senere år. Rigtig mange børn bliver stemplet som unormale, sendt til psykolog og kommer på specialskole. Vi bliver nødt til at lave et system, som ikke bare giver barnet en diagnose, når der er et problem, men ser på helheden og familien, siger hun og giver et eksempel.
– Vi har en dreng, som slår og sparker de andre børn, og så tages han ud af folkeskolen. Måske skulle vi i stedet se på, at barnet har et problem, fordi faren drikker – hvordan kan vi støtte, at faren og drengen får et godt forhold igen? Hvordan kan normalsystemet – skolen – rumme drengen – skal han løbe nogle runder om skolen for at brænde energi af, eller skal han have noget mad? siger Line Barfod, som mener, at man derfor bør tilføre flere midler til normalsystemet i stedet for at bruge flere og flere penge på specialsystemet.
Tænk langsigtet
Socialordføreren mener, at der mangler helhedstænkning på området for udsatte børn, og at der derfor ikke bliver tænkt langsigtet.
– De økonomiske rammer betyder, at kommunerne får dummebøder af regeringen, hvis de bruger flere penge, og det resulterer i, at kommunerne tænker kortsigtet og i kasser, og det går ud over helhedstænkningen, siger Line Barfod, som også kritiserer, at den sociale indsats ofte er bygget op omkring midlertidige projekter – for eksempel når Folketingets partier uddeler satspuljemidler til det sociale område.
– I København har man f.eks. projektet ”Familien i centrum”, som betyder, at det lykkes at få familier med store problemer til at fungere og dermed undgår anbringelser, men projektet er et satspuljeprojekt, som varer tre år. Så lukker man et projekt og starter forfra med nye projekter og skaber nye erfaringer, men vi har brug for en permanent og langvarig indsats. Er løsningen så ”bare” at bruge flere penge på området?
– Det handler ikke kun om at bruge flere penge, men også hvem der skal betale. Det kan være en stor belastning for en mindre kommune at have mange udsatte børn, og derfor bør der være langt mere statsrefusion i forbindelse med anbringelsessager, siger Line Barfod, som peger på, at et sådan system skal bygges op, så kommunerne skal lave forebyggende arbejde og ikke bare læne sig tilbage og lade staten betale for en anbringelse.
Firkantede regler
Line Barfod mener, det er svært at skabe helt faste rammer for området med socialt udsatte børn og for familieanbringelser – derimod gælder det om at få så mange erfaringer og viden frem på området, så flest mulige børn får den bedste opvækst.
– Når det handler om mennesker, kan vi ikke lave meget firkantede regler og skemaer, for det flytter ikke særlig meget – det gør derimod uddannelse, viden om familierne osv. Vi kan få lavet mere forskning, og vi skal inddrage erfaringer fra udlandet og fra gode projekter i Danmark, siger hun.
Sidst opdateret: 18-08-2010
