FanNy 49 - April 2009
Miljøterapi i plejefamilien
Miljøterapi kan anvendes over for omsorgssvigtede børn, når almindelige pædagogiske metoder ikke er virksomme. Miljøterapi bygger på, hvad voksne almindeligvis gør, når de tager sig af spæd- og småbørn, så metoderne er egentlig velkendte. Alligevel viser erfaringen, at det kræver træning at lære metoderne, når der er tale om ældre børn og unge, fordi de adskiller sig meget fra almindelige pædagogiske metoder
Når et barn omsorgssvigtes af sine forældre, kommer det til at opfatte dem som fjender. Barnet beskytter sig ved at kæmpe imod fjenden eller ved at overtilpasse sig til fjenden og gøre, som han vil have.
Omsorgssvigtede børns forældre har typisk selv manglet følelsesmæssig omsorg i opvæksten. Det hindrer dem i at leve sig ind i et barn. De svigter derfor ikke af ond vilje, men fordi deres egen opvækst har medført en mangelfuld følelsesmæssig udvikling.
Når barnet fjernes fra det svigtende miljø og anbringes i et omsorgsgivende miljø, f.eks. en plejefamilie, fortsætter barnet meget ofte med at opføre sig, som om den voksne er fjenden. Barnet afviser den omsorg og hjælp, som plejeforældrene tilbyder, eller det gør alt for villigt det, som de beder om. Der er endvidere børn, som lytter med en tilsyneladende velvilje til plejeforældrenes vejledning, regler mv., men handler stik imod, når de gribes af en impulsiv trang, eller når plejeforældrene ikke lige ser det.
Barnet, der kæmper, roder sig ud i problemer med andre mennesker, men giver omgivelserne skylden.
Barnet, der overtilpasser sig, bliver let et offer for andres dårlige behandling.
Både kamp og overtilpasning hindrer barnet i at udvikle sig og få et godt forhold til andre mennesker.
Derfor er der brug for at vide, hvordan man kan hjælpe disse børn, så de tager imod i stedet for at kæmpe eller overtilpasse sig. Miljøterapi er et bud herpå.
Når barnet kæmper
Et barn kæmper, når det f.eks. ikke vil børste tænder og ikke vil op om morgenen og i skole. Og det kæmper, når det bruger ukvemsord mod andre, stjæler, lyver, truer, smider med ting eller slår andre.
Barnet, der kæmper, får let hvirvlet plejeforældrene ind i kampen. Efterhånden føler de sig afmægtige, og de oplever barnet som utaknemmeligt. De får mindre lyst til at være sammen med barnet, bliver irriterede på det, ja, måske afviser de barnet og bliver vrede på det. Barnets kamp kan være så hård, at det er umuligt at opretholde en positiv indstilling til det.
I de alvorligste tilfælde ender det med, at plejeforældrene må give op. Barnet anbringes et nyt sted eller hjemgives. Situationen risikerer at revne igen efter et stykke tid, og barnet kan derved komme til at opleve en stribe anbringelser eller hjemgivelser. For hvert skift bekræftes barnet i, at de ikke kan holde til barnet og vil af med det. Det bekræftes i, at de er fjender. Det bliver endnu sværere for barnet at begynde at tro på voksne, knytte sig til dem og udvikle sig.
Overtilpasning
Barnet, der overtilpasser sig, er nemt at omgås.
Barnet gør, hvad plejeforældrene beder det om – eller det træder ligefrem hjælpende til, som en lille voksen, før plejeforældrene har sagt noget. Det gjaldt f.eks. en seksårig, der jævnligt over en længere periode gjorde det til sin opgave at tømme plejefamiliens opvaskemaskine og rydde op efter de andre i stuen.
Selv om det overtilpassede barn er nemt at omgås, mærker plejeforældrene almindeligvis, at noget føles forkert. Barnet fremsætter ingen eller kun meget få personlige ønsker, det siger aldrig ”nej”, og det er meget opmærksomt på andres behov.
Barnet er kort sagt for nemt. Det kan få plejeforældrene til at sige til barnet: – Du behøver ikke at tømme opvaskemaskinen!, eller: – Du må gerne sige din mening! Barnet giver plejeforældrene ret, men ofte følger det imidlertid ikke opfordringerne. Plejeforældrene kommer til at føle sig afmægtige i forsøget på at komme rigtig i kontakt med barnet. Afmægtigheden kan stige til irritation, vrede og afvisning eller vrede mod barnet, der smutter som sæben i badekarret.
Det er dog sjældent, at plejeforældre giver op over for det overtilpassede barn. Men barnet udvikler sig ikke, og dermed er det på længere sigt lige så truet som barnet, der kæmper.
Pædagogikken kommer til kort
Den hjælp, som vi giver omsorgssvigtede børn, er i almindelighed af pædagogisk art. Det gælder både i plejefamilier og alle andre steder.
Pædagogik er, når vi vejleder, stiller krav, opstiller regler og indgår aftaler med barnet. Vi vejleder f.eks. det kæmpende barn i at spørge, om det må være med i en leg, i stedet for at bryde ind i den – med det resultat, at legen ødelægges for de andre og barnet selv blot oplever afvisning.
Pædagogik vil ændre barnet – fra at bryde ind i andres leg, til at spørge, om det må være med. Kunne barnet følge vejledningen, ville det være fint. Men meget ofte opnår man ikke de ønskede ændringer, når barnet er omsorgssvigtet. Forklaringen er, at det svigtede barn har udviklet mistillid, og så er barnet ikke parat til at tage ved lære af de voksne. Pædagogiske metoder er derimod velegnede over for normalt udviklede børn, fordi de har fået en så tilpas god omsorg, at de har udviklet tillid til, at de voksne vil hjælpe, når de er i vanskeligheder.
Simon er et eksempel på et barn, hvor pædagogikken kom til kort.
Simon var tre år gammel. Han boede alene med sin mor og gik i børnehave. Hver gang en af de voksne i børnehaven kom tæt på ham, fx for at hjælpe ham med tøjet eller maden, holdt han hænderne op for hovedet. De voksne sagde til ham:
–Du behøver ikke holde hænderne op for hovedet.
Her i børnehaven slår vi ikke. Vi vil kun hjælpe dig.
Situationen gentog sig dagligt, og de voksne gentog, at deres hensigt kun var at hjælpe. Men det ændrede ikke Simons adfærd. Efterhånden følte de voksne sig afmægtige og blev irriterede på ham. En dag sagde en af dem i en skarp tone: – Du kan godt tage de hænder ned! Simon tog hænderne ned, men fik blanke øjne.
Hjemme var beskyttelsen hensigtsmæssig. Når Simon var fysisk i vejen for sin mor, sagde hun: – Så flyt dig dog, unge!, og slog ham på hovedet. Når han spiste corn flakes med mælk og spildte på bordet, sagde hun: – Lad være med at spise som et svin!, og slog ham på hovedet. I børnehaven gav den samme adfærd ham problemer.
Den skæbnesvangre fejl, som Simon begik, var at han anvendte de hjemlige erfaringer i børnehaven. Det provokerede de voksne, at han opførte sig, som om de ville slå.
Simons fejl var imidlertid ikke andet end hvad alle børn gør. Alle børn lærer af deres oplevelser og forventer, at det, som de oplever derhjemme, svarer nogenlunde til det, de vil komme til at opleve andre steder, fx i børnehaven.
De børn, der har forældre, som er interesserede i dem, stiller passende krav til dem og hjælper dem, når de er i vanskeligheder, forventer, at de voksne i børnehaven er på nogenlunde samme måde. De børn, der har forældre, som oplever, at børnene er i vejen for dem og ude på at genere dem, og som afviser børnene, skælder dem ud eller slår dem, forventer, at omtrent sådan er de voksne også i børnehaven.
Hvad er miljøterapi?
Simon kom senere i plejefamilie. Også dér holdt han hænderne op for hovedet, når man kom tæt på ham.
Men i stedet for pædagogiske metoder anvendte plejeforældrene spejling. En spejling kunne f.eks. lyde sådan:
–Du holder hænderne op for hovedet. Måske tænker du, jeg vil slå dig.
Spejlingen beskriver det, som plejeforældrene fornemmede, at Simon tænkte. Plejeforældrene accepterede, at Simon holdt hænderne op for hovedet. Det vil sige, at de afstod fra at ville ændre adfærden. I stedet forsøgte de at se mening i den. Meningen de så, var, at man må beskytte sig, fordi de voksne slår.
Simons mor ville ændre Simon – fra en dreng, der stod i vejen for hende og som spildte med maden, til en dreng, der ikke stod i vejen og som spiste pænt.
Hun var ude i et pædagogisk ærinde (selv om hendes pædagogiske metode, at slå ham, ikke er velanset).
Hun blev irriteret og vred på ham, når hendes metode ikke virkede.
De voksne i børnehaven ville også ændre Simon – fra en dreng, der holdt hænderne op for hovedet, når de ville hjælpe ham, til en dreng, der tillidsfuldt tog imod hjælpen. Også de blev irriterede og vrede, da deres metode ikke virkede. De lignede moderen, og de mindede Simon om hende. Det, som et barn som Simon oplever sammen med både sin mor og de voksne i børnehaven, der anvender pædagogiske metoder, er: – Jeg er forkert. Jeg dur ikke.
I spejling vil man ikke lave barnet om, men forstå dets adfærd og anerkende den som meningsfuld. Når man kan se en mening med adfærden, hjælper det én til at acceptere og rumme den uden at blive afmægtig, irriteret eller vred. Forståelsen af adfærden gør det muligt for barnet at udvikle tillid til den voksne. På lidt længere sigt giver det mulighed for at ændre adfærden.
Miljøterapiens endemål er naturligvis, lige som pædagogikkens, at et barn som Simon begynder at turde tage imod hjælp.
Spejling er ingen ny opfindelse. Det er det, som voksne almindeligvis gør, når de tager sig af et spædbarn, f.eks. når det er træt og overkørt og ikke kan falde til ro. De siger f.eks.:
–Der er sket så meget i dag, og nu er du så træt, så træt. Du kan slet ikke kan finde ro og sove, sådan som du egentlig trænger til.
Det er meningsfuldt at tale spejlende til omsorgssvigtede børn, selv når de er langt forbi spædbarnealderen, for disse børn har typisk manglet omsorg lige siden de var spæde. Det fornemmes ofte i deres adfærd, fx når de, som et spædt eller meget lille barn, har svært ved at vente på behovstilfredsstillelse, men kræver den her og nu.
Jeg-støtte
De sværest belastede kæmpende børn er så urolige eller kaotiske, at spejling ikke hjælper dem. For spejling forudsætter, at barnet er nogenlunde roligt, så det kan lytte. Det meget urolige barn har brug for jeg-støtte.
Jeg-støtte består i, at den voksne leder eller guider barnet gennem enkle handlingsforløb med henblik på, at det går godt. Hvis noget alligevel går skidt, tager den voksne ansvaret på sig ved f.eks. at sige: – Der hjalp jeg dig ikke nok, og derefter guide barnet videre i forløbet, nu med mere hjælp.
De mest kaotiske børn kan behøve måneders eller nogle gange flere års jeg-støttende hjælp, før de begynder at få udbytte af spejlinger. Indtil da virker spejlinger ofte mod hensigten. De gør blot børnene endnu mere urolige.
Eksempel: Benjamin på syv år var et svært kaotisk
barn, der boede i plejefamilie. Hvis plejeforældrene gav ham lov til at gå fra spisebordet, som var placeret i køkkenet, og hen til køleskabet for at hente en åben karton juice, kunne der ske følgende:
I løb hen til køleskabet kunne Benjamin komme tæt på et andet barn, og slå ud efter det, og dernæst falde over en stol. Henne ved køleskabet kunne han åbne døren med en sådan kraft, at et par flasker, der stod i køleskabsdøren faldt på gulvet. Derefter kunne han tage den åbne karton med juicen med en så løs hånd, at han tabte den på gulvet, og juicen flød ud. Han kunne løbe tilbage til spisebordet uden juice, og komme tæt på en keramikskål og slå ud efter den, så den faldt på gulvet og gik i stykker. Dette handlingsforløb kunne udspille sig på 20-30 sekunder.
Benjamin havde ikke roen til at lytte til spejlinger.
Jeg-støtten til ham blev udformet på følgende måde:
I stedet for at lade Benjamin færdes på egen hånd, tog en af plejeforældrene ham i hånden og guidede ham gennem handlingen på denne måde:
Plejefaderen: –Kom, vi går hen til køleskabet.
Ved at holde Benjamin i hånden regulerede plejefaderen den hastighed, han bevægede sig med samt hans afstand til andre børn, keramikskåle mv. Henne ved køleskabet sagde plejefaderen:
–Nu kan du åbne døren. Med sin frie hånd var plejefaderen klar til at tage imod døren, hvis den kom med stor kraft.
Plejefaderen fortsatte:
–Så kan du tage juicen. Hold godt fast.
Plejefaderen var klar til med sin frie hånd at være med til at holde om kartonen, hvis der var tegn på, at Benjamin holdt for løst. Hvis det alligevel gik galt, og kartonen fx røg på gulvet, tog plejefaderen ansvaret og sagde:
–Der hjalp jeg dig ikke nok. Jeg var ikke hurtig nok til at gribe juicen. Jeg beder Lise (plejemoderen) tørre op. Du kan tage den anden juice (uåbnet karton).
Plejeforældrene guidede på denne måde Benjamin i utallige situationer hver dag, i begyndelsen under protest.
–Jeg er ikke noget pattebarn, kunne Benjamin sige. Men guidning giver barnet succesoplevelser, hvor det har været vant til fiasko, og efterhånden tog Benjamin støtten til sig. Når støtten er blevet velfungerende, aftrappes den i meget små skridt, og i takt hermed opbygger barnet den indre struktur, som det mangler.
Jeg-støtte svarer til, hvad voksne sædvanligvis gør, når de tager sig af et to-årigt barn på en græsplæne ved en søbred. Den voksne siger ikke til barnet:
–Du må lege her på græsset, hvis vi kan lave en aftale om, at du ikke går ud i vandet.
Den voksne tager det på sig som sit ansvar, at barnet ikke går ud i vandet – ved at holde øje med barnet.
Forvilder barnet sig alligevel ud i vandet, er det fordi den voksne ikke har holdt godt nok øje med det.
Det er meningsfuldt at give jeg-støtte til svigtede børn, også når de er langt ældre end to år. Benjamin havde før anbringelsen levet under forhold, hvor han aldrig fik ro og støtte til at gøre positive erfaringer med verden, fx erfaringer med at hente juice i køleskabet.
Han havde derfor aldrig fået udviklet den indre struktur, der ellers gør det muligt for børn at hente juice i køleskabet, måske allerede fra fireårs alderen.
Miljøterapi vinder udbredelse
Spejling og jeg-støtte kan varieres på utallige måder.
Miljøterapi omfatter desuden flere andre metoder, bl.a. metoder, der regulerer adfærd, som kan blive farlig, og en metode, der kan skabe et forhold til meget afvisende børn. Efterhånden som barnet udvikler tillid til voksne, afløses miljøterapien mere og mere af pædagogik som over for et normalt udviklet barn.
Som beskrevet bygger miljøterapi på omsorgen for det spæde og lille barn. Alligevel er metoderne svære at lære. En vanskelighed er, at de pædagogiske metoder, når det gælder større børn og unge, er så indarbejdede i os, at vi bruger dem nærmest som en refleks.
En anden vanskelighed er, at vi ofte har et stærkt ønske om, at barnet med det samme ændrer sin ofte meget uhensigtsmæssige og konfliktskabende adfærd. For langt de fleste kræver det derfor længere tids træning, før de miljøterapeutiske metoder ligger parat i ”værktøjskassen” – uanset om man har en pædagogisk uddannelse eller ikke.
Miljøterapi vinder udbredelse i plejefamilier og på andre anbringelsessteder, i heldagsskoler og også i almindelige daginstitutioner og skoler, hvor nogle af børnene går. Det sker i takt med en stigende erkendelse af, at pædagogiske metoder kommer til kort over for disse børn og unge, og i takt med, at miljøterapi bliver mere kendt, fordi der skrives mere om det.
Miljøterapi vinder endvidere udbredelse i arbejdet med børn og unge, der måske ikke er beskrevet ved omsorgssvigt (selv om dette kan indgå i deres livshistorie).
Det drejer sig om børn og unge, der fx er beskrevet ved selvskadende adfærd, tvangstræk (OCD), borderline-forstyrrelse, hjerneskade (fx ADHD), Aspergers syndrom og psykose.
Miljøterapi er ingen mirakelkur, men åbner ofte for en udvikling, som man ikke troede mulig, så længe man arbejdede pædagogisk.
Det overrasker næppe, at det er lettere at hjælpe, jo yngre barnet er, og jo mindre skadet det er. Desuden kan det være helt afgørende, at kommunen støtter forældrene og giver dem en vis omsorg, for at de kan acceptere hjælpen til barnet; at kommunen udformer barnets kontakt med forældrene og øvrigt netværk, så kontakten støtter barnets udvikling bedst muligt; at plejeforældrene får tilstrækkelig vejledning, og at kommunen bruger kræfter på at skabe et tillidsfuldt samarbejde mellem alle involverede parter.
Artiklen bygger på Lars Rasborgs bog, Miljøterapi med børn og unge (Akademisk Forlag, 2007).
Sidst opdateret: 18-08-2010
