FanNy 49 - April 2009
Ventetiden skal ned
Kommunernes sagsbehandling i børnesager tager ofte alt for lang tid, og det går ud over børnene, mener Dansk Folkepartis familieordfører, René Christensen, som forlanger en effektivisering af systemet.
Han ønsker også en bedre kvalitetssikring af opholdssteder, og så mener han, at familiepleje skal komme fra hjertet
Mangel på sagsbehandlere og lange ventetider i børnesager er et af de største problemer for udsatte børn og unge i Danmark.
Det mener Dansk Folkepartis familieordfører René Christensen, som efterlyser nye metoder og nye ideer til at få barberet bunkerne med familie- og børnesager ned på sagsbehandlernes bord i kommunerne. Og ifølge ham er løsningen ikke bare at uddele flere penge.
–I 2007 brugte vi 12,4 mia. kr. på området, det er rigtig mange penge – omkring 100 mio. kr. i gennemsnit pr. kommune, siger han og fortsætter.
–Jeg var for nylig til en konference med 150 socialrådgivere, og de sagde, at de hver især har for mange sager på bordet. Men hvis de skulle behandle færre sager, så ville der ikke være medarbejdere nok – i landkommunerne kan de allerede nu ikke skaffe medarbejdere.
Socialrådgiverne efterlyste flere penge, men hvad hjælper det at give to mia. kr. ekstra, hvis der ikke er personale til at få sagsbehandlingen ned? og understreger, at han sagtens kan følge socialrådgivernes frustration.
Venter på skolepsykologen
Han peger på, at der er ventetider i hele systemet, og ofrene er børnene.
–Det er et kæmpeproblem, at der kan være ventetid på tre til fire måneder på at komme til en skolepsykolog.
Det er en lavine, som sættes i gang, når barnet ikke får den hjælp, det har brug for. Man brænder jo ikke containere af som seksårig, det gør man som 12- årig, siger han.
Hans pointe er, at når sagerne hober sig på hos sagsbehandlerne, er de nødt til at forholde sig til de mest alvorlige først – og hvad sker der så i de ”lettere” børnesager?
–Hvordan bliver en underretning fra en skolelærer om et barn behandlet, sætter kommunen ind, som de skal, eller bliver den gemt, fordi noget er værre? Hvis små sager gemmes væk, er de måske blevet til store sager fem år efter, siger René Christensen.
–Vi må se på, hvordan sagsbehandlingen kan blive mere effektiv. Jeg ved, at nogle utilpassede børn får lavet to til tre PPR-udredninger og flere paragraf-50 undersøgelser, og i løbet af to til tre år kan der være otte til ti socialrådgivere, som skal sætte sig ind i en børnesag. Det er et ressourcespild uden lige. Vi må se på, hvilke kommuner, der har fået sagsbehandlingstiden ned. Hvilke arbejdsredskaber bruger de, hvordan er deres arbejdsgange? siger René Christensen.
Han opfordrer også medarbejdere på børneområdet til at komme med input om, hvordan tingene kan gøres bedre og mere effektivt. Selv foreslår han, at socialrådgiverne overlader noget af papirarbejdet til HK’ere.
–Vi hører ofte, at der er meget bureaukrati for socialrådgiverne i kommunerne, så lad andre komme ind over, hvor de kan hjælpe, siger han.
Ingen gulerod
Målet er at undgå, at børnene en dag skal anbringes uden for hjemmet, – men kan det ikke kan undgås, mener han, at familieplejen er den ideelle form.
–Familiepleje er helt klart et bedre tilbud end at komme på en institution. I en familiepleje får barnet en helt anden tilknytning til de voksne, end de gør på en institution, siger René Christensen, der dog erkender, at især lidt ældre børn kan have svært ved at komme i familiepleje.
Han mener, at familiepleje er et helt særligt tilbud, som ikke kan sammenlignes med de professionelle botilbud. Det er en gråzone mellem et arbejde og hjertevarme
–og René Christensen mener, at det er hjertet, som bør vægte højest hos familieplejerne. Derfor afviser han også ideen fra Det Konservative Folkeparti om at se på en ny model for vederlag, der betyder, at familieplejere, som skaber fremskridt for deres børn ikke sættes ned i vederlag.
–Jeg er skeptisk over for ideen, for det må ikke være for pengenes skyld, du tager imod udsatte børn.
I en familiepleje kommer barnet hjem og bliver en del af en velfungerende familie, og jeg synes, man skal passe på, at pengene ikke kommer til at fylde for meget. Hvis vi forestillede os, at vederlagene blev sat op, ville der måske være flere, som meldte sig på grund af pengene, og det er ikke meningen. René Christensen sætter ligefrem procenter på, hvad der skal få mennesker til at blive familieplejere.
–60 procent kommer fra hjertet og fordi, man vil gøre en forskel for udsatte børn, 20 procent handler om at du får uddannelse og hjælpemidler, og 20 procent er økonomien – for det skal selvfølgelig hænge sammen økonomisk for familien, siger han.
Nogle kommuner har svært ved at skaffe familieplejere, hvad skal man gøre ved det?
–Det kræver nok mere oplysning om, hvad familiepleje er. Fx at man ikke bare får et barn, men man får også barnets forældre. Og så skal man også oplyse om, at familien ikke nødvendigvis behøver at få børn med meget store problemer, der er forskellige kategorier, siger han.
Dansk Folkeparti støtter sammen med stort set resten af Folketinget lovforslagene om, at der skal skabes mere kontinuitet og stabilitet for de anbragte børn.
Skal opfylde kravene
De biologiske forældre, skal ikke kunne hive deres børn hjem fra en familiepleje her og nu – der skal i stedet være en karensperiode på seks måneder. Derudover vil Dansk Folkeparti også kræve et bedre tilsyn med opholdssteder – men ikke med familieplejen.
–På mange opholdsteder koster en anbringelse 600.000 kr., og så må vi også forlange, at der bliver ført et ordentligt tilsyn med stedet. I loven står der, at kommunen skal føre et passende tilsyn – men det er forskelligt fra kommune til kommune, hvad det betyder.
Er det en gang om året, eller hvert andet år? Nogle gange kan man få den opfattelse, at kommunen siger, det går fint, ude af syne ude af sind.
–Der er mange steder, hvor de unge ikke får en ordentlig undervisning, og det er ikke bare et socialt problem, men også et problem, fordi de unge så ikke får en ungdomsuddannelse. Opholdsstederne skal kunne dokumentere over for kommunen, at de lever op til virksomhedsplanerne, siger René Christensen.
Og derfor ønsker han, at ordlyden i loven bliver ændret fra, at kommunen skal føre passende tilsyn, til at opholdstedet, skal dokumentere, at de lever op til forskellige krav fx at børnene får en god undervisning.
Giver det ikke mere papirarbejde?
–Jo, men hvis et barn har fået et knæk og bliver placeret uden for hjemmet på et sted, som koster rigtig mange penge, er det vel også rimeligt, at stedet kan dokumentere, at de lever op til det, de siger.
Skal familieplejen så også underlægges øget dokumentationskrav?
–Nej, ikke i samme grad. Familieplejere er ikke uddannede, og derfor skal de ikke fremlægge virksomhedsplaner og pædagogiske planer. Her må kommunen kigge på, om familien har ressourcer og overskud til at have et barn. Jeg mener heller ikke, at risikoen for, at et ophold går galt hos en familiepleje, er lige så stor som på et botilbud, hvor de andre udsatte børn kan påvirke opholdet negativt, siger han.
Sidst opdateret: 18-08-2010
