Herude, februar 2008, nr. 31
Aieji verdenskongres i 2009 i København: Socialpædagogen i en globaliseret verden
Den internationale organisation for socialpædagoger – AIEJI – afholder sin 17. verdenskongres i København den 4.-7. maj 2009. Kongressens tema er ”Socialpædagogen i en globaliseret verden”. Formålet er på globalt plan at styrke vores profession og vores fælles kamp mod social udstødelse.
Torsten Erlandsen, uddannelsespolitisk konsulent
På kongressen får du mulighed for at møde kolleger fra hele verden. Der vil være hovedoplæg ved den nordamerikanske professor i sociologi Martin Brokenleg som har beskæftiget sig meget med indianeres stilling i USA og generelt med, hvad der sker med den oprindelige befolkning, når den ”hvide mand” tager magten.
Endvidere er der for tiden forhandlinger med Ulrich Beck, som alle vist kender, samt den italienske komiker og debattør Beppe Grillo, som med stor succes bruger Internettet til at sætte fokus på magtmisbrug, uretfærdigheder og korruption mv.
Desuden vil der være workshop omkring børn og unge med særlige behov, voksne med funktionsnedsættelser, hjemløse og misbrugere, samt brugen af kultur i vores arbejde som socialpædagoger. Endelig vil der være besøg på en række spændende danske socialpædagogiske arbejdspladser.
Sidst, men ikke mindst, vil der være den inspiration, der er i at møde mange kolleger fra andre lande, faglige diskussioner, dannelse af netværk inden for samme arbejdsområder mv.
Første annoncering af kongressen findes på Forbundets hjemmeside. l februar vil kongressens egen hjemmeside gå i luften med anden annoncering. På hjemmesiden kan du holde dig orienteret om det nærmere program samt tilmelde sig. Se www.aieji2009.dk
Spred derfor budskabet om verdenskongressen og overvej om din arbejdsplads kan står for en workshop eller være vært ved et besøg.
Præsident for AIEJI er Benny Andersen, næstformand i Socialpædagogerne.
Sidst opdateret: 06-08-2010
