Herude nr. 33 - Oktober 2008

Øget kompetenceudvikling og uddannelse på arbejdspladsen

Et engangsbeløb på 388 mio. kr. til øget kompetenceudvikling for ansatte i kommunerne og 118 mio. kr. i regionerne

KL, Danske Regioner og KTO har ved overenskomstforhandlingerne aftalt, hvordan midlerne skal udmøntes i kommunerne og regionerne. Pengene fordeles ud til kommuner og regioner efter konkret lønsum og for hvert hovedorganisationsområde. Der nedsættes fora i hver kommune/region, der fordeler pengene på baggrund af de konkrete ansøgninger. Et sådant forumbestår af ledelsesrepræsentanter og medarbejderrepræsentanter – lige mange af hver. Medarbejderrepræsentanterne er udpeget, og i de allerfleste fora er Socialpædagogerne repræsenteret.

Pengene skal fortrinsvis anvendes til kompetencegivende kurser/efter- og videreuddannelse hos anerkendte udbydere. Pengene kan anvendes til betaling af kursusafgifter, materialer, transport- og opholdsudgifter. Og i konkrete tilfælde til betaling af vikar.

Selvom midlerne er hovedorganisationsopdelt vil det være naturligt, at arbejdspladser søger bevilling i fællesskab, også selvom der er flere forskellige hovedorganisationer repræsenteret på en arbejdsplads, fx mellem Socialpædagoger, der jo er medlem af LO og Socialrådgivere, pædagoger mfl., der er medlem af FTF.

Medarbejderudviklingssamtaler og udviklingsplaner er det naturlige udgangspunkt for ansøgninger om midler.

De lokale fora udarbejder selv forretningsorden, retningslinjer og procedure for ansøgning og bevilling. Alle penge skal være brugt, eller aftalt brugt pr. 30. juni 2011.

Parterne har endvidere aftalt at udgive en fælles vejledning, som forventes i løbet af oktober måned.