Herude nr. 35 - Februar 2009

Leder: Skyd valgkampen i gang

Den 17. november 2009 afholdes det første kommunalvalg efter kommunalreformen. Det er et
helt nyt kommunalt landskab, dette valg skal holdes i, så derfor er det ikke vanskeligt at forstå,
hvor vigtigt dette valg er.

Af Benny Andersen, forbundsnæstformand

Derfor er det også vigtigt, at vores fag, vi som socialpædagoger og de mennesker, vi arbejder
med, bliver synlige i de nye kommuner. Ikke kun hos kommunalpolitikerne og forvaltninger, men også hos den øvrige befolkning.

Men vi ved også, at når valgkampen virkelig går i gang efter sommerferien, bliver der hård kamp om opmærksomheden fra andre faggrupper og interessegrupper. Sundhedsvæsenet, ældreplejen, skolen og børnefamiliernes pasningsmuligheder vil nemt komme til at stjæle billedet.

Derfor bruger vi nu AIEJI-kongressen den 4.-7- maj som en enestående mulighed for at sætte socialpædagogikken på landkortet. Og gøre det et halvt år før kommunalvalget og flere måneder, inden valgkampen går i gang.
Det kan vi gøre på mange måder i perioden frem til og under AIEJI-kongressen.
Ved at tage initiativ til lokale AIEJI-arrangementer - og invitere lokale politikere, og embedsmænd med til arrangementerne - kan vi benytte lejligheden til at etablere nye kontakter og dermed forhåbentlig skaffe os mere indflydelse på den socialpolitiske dagsorden i hverdagen.

Gennem initiativerne kan vi også øge det almindelige offentlige kendskab til socialpædagogerne som faggruppe - lokalt som globalt.

Og endelig kan vi inddrage flere medlemmer i socialfaglige aktiviteter - og gerne på en ny og anderledes måde og dermed skabe en større kommunal bevidsthed hos Socialpædagogernes medlemmer.

Derfor håber jeg også, at I vil være med til at fortælle den gode historie og socialpædagogikkens muligheder, selv om mange af jer måske føler jer pressede til hverdag. Socialpædagoger som faggruppe kan yde meget godt til samfundets sårbare og udsatte. Men skal vi bruges, skal politikere og offentlig også vide, hvad vi kan.

Så vær med til at synliggøre faget. Dermed har vi også skudt valgkampen i gang.