Midtsjælland

Socialpædagogik og etik

Nyt


30.03.07
I den seneste tid har der været stor fokus og debat i medierne om forholdene på bosteder for udviklingshæmmede.

 

En problematik, der også berører os lokalt. Den virkelighed, som tv udsendelserne viste, kan vi som socialpædagoger på ingen måde acceptere. Den strider imod den faglighed og etik, som vi lægger til grund for udøvelsen af det socialpædagogiske fag.

Det faktum, at arbejdsgiverne har ansvaret for at personalet har de nødvendige kompetencer, og at der er et godt psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladserne, har imidlertid ikke fyldt meget i debatten.

For at udøve velkvalificeret socialpædagogisk arbejde kræves først og fremmest en socialpædagogisk uddannelse. Siden oprettelsen af en fælles pædagogisk generalistuddannelse, har uddannelsen af socialpædagoger været mangelfuld. Vi foreslår, at man genindfører en socialpædagogisk uddannelse eller i det mindste styrker de socialpædagogiske elementer i den nye pædagoguddannelse yderligere.

Socialpædagogers arbejdsredskaber er deres faglige viden og deres personlighed i forening. Netop derfor er arbejdet også personligt belastende. Socialpædagoger er blandt de allermest udsatte, når de går på arbejde. Kommuner og regioner bør sætte fokus på at sikre faglig sparring og supervision på alle socialpædagogiske arbejdspladser og på forbedring af det psykiske arbejdsmiljø. Socialpædagogisk arbejde foregår i et felt, der er i konstant udvikling. Det stiller krav til den enkelte socialpædagog om udvikling og omstilling. For at opfylde dette er efteruddannelse helt nødvendig. De økonomiske midler, der pt. er afsat til efter- og videreuddannelse til socialpædagoger, er ganske enkelt utilstrækkelige.