Far - fastansat
Denne tekst gælder fastansatte socialpædagoger i kommuner og regioner.
Når du bliver far, har du ret til 2 ugers sammenhængende fædreorlov med løn i forbindelse med fødslen. Du bestemmer selv, hvornår du vil holde dine to uger. De skal bare holdes indenfor de første 14 uger, hvor moderen holder barselsorlov og du skal give din leder besked med 4 ugers varsel.
Ud over de 14 dages fædreorlov har du, ligesom barnets mor, ret til at holde forældresorlov i 32 uger. Overenskomsten sikrer dig løn i 6 af disse uger. Du har altså i alt 8 ugers lønnet fædreorlov som er "dine egne". Disse uger er øremærket faren og bortfalder, hvis de ikke bruges.
Herudover er der yderligere 6 ugers lønnet forældreorlov, som kan tages af enten faren eller moren.
Pengene er til deling
Som forældre har man hver især ret til 32 ugers forældreorlov, men man får kun løn og dagpenge til én person. Der er mange muligheder for at sammensætte orloven, så begge forældre tager del i pasningen af barnet. Enten en ad gangen, skiftevis eller samtidig.
Dine 32 ugers forældreorlov kan frit lægges enten i forlængelse af moderens eller samtidig med moderens barselsorlov. Det vil sige, at du for eksempel kan lægge noget af din orlov i de første 14 uger, hvor moren har barselsorlov og I dermed kan holde orlov sammen. Lønnet orlov skal dog holdes før ulønnet.
Forlænge orlov, udskyde orlov, arbejde deltid
Reglerne for forældreorlov (de 32 uger) er ens for moren og faren. Du har altså også mulighed for at forlænge de 32 uger.
En anden mulighed er at udskyde en del af orloven eller hele orloven og holde den på et senere tidspunkt, dog inden det fylder ni år.
Endelig har du mulighed for at genoptage arbejdet delvis.
Læs mere om disse muligheder i beskrivelsen af morens orlov på: - Efter fødslen - fastansat - i menuen til venstre.
Husk at give besked
Det er vigtigt, at du giver din leder besked i tide om, hvornår du holder orlov. Se siden: - Frister for at give besked til din leder - i menuen til venstre
Sidst opdateret: 09-02-2010
