Feriedagpenge
Feriedagpenge er en særlig form for dagpenge. Feriedagpenge må ikke forveksles med ferie som optjenes i et arbejdsforhold. Da feriedagpenge er en særlig form for dagpenge, er der en række betingelser, som skal være opfyldt, før man kan få feriedagpengene udbetalt. Hvilke kan du læse om nedenfor.
Hvis du har modtaget maksimale dagpenge i hele kalenderåret, har du optjent ret til 25 dage med feriedagpenge.
I øvrige tilfælde beregner vi antallet af dage ud fra det samlede beløb, som du har modtaget fra os og/eller kommune (udelukkende barsels- og sygedagpenge) i kalenderåret (1. januar til og med 31. december).
Det er vigtigt at være opmærksom på, at du ikke optjener feriedagpenge på samme måde som du optjener ferie efter ferieloven. Du optjener således ikke en ret til feriedag-penge med derimod en mulighed for at få et antal dage med feriedagpenge udbetalt, hvis du opfylder en række betingelser.
Betingelser for at få feriedagpenge:
- Du skal holde ferie
- Du skal først holde den ferie, som du har optjent i forbindelse med arbejde. Du skal huske at oplyse alle dine ferieperioder med løn når du søger om feriedagpenge
- Du har ret til dagpenge, hvis du var arbejdsløs
- Du er medlem af a-kassen
- Du har bopæl i Danmark
- Du har ophold i Danmark op til feriens start, medmindre du har været midlertidigt udsendt af en dansk arbejdsgiver og vender hjem til Danmark i forbindelse med feriens start.
- Du skal sørge for at sende din ansøgning sådan, at vi har modtaget den senest den 31. maj efter udløbet af et ferieår.
Situationer uden ret til feriedagpenge:
- Hvis du er syg, når din ferie begynder
- Hvis du er på børnepasningsorlov, overgangsydelse eller overgår til efterløn
- Hvis du er på barsels- eller forældreorlov, mens du er arbejdsløs
- Hvis du driver selvstændig virksomhed på fuldtid eller som bibeskæftigelse uden ret til dagpenge
- Hvis du er på fleksydelse eller arbejder i et fleksjob efter udgangen af den måned, hvor du fylder 65 år (dog 67 år, hvis du er fyldt 60 år før den 1. juli 1999)
- Hvis du er på uddannelsesorlov, får VEU eller SVU. Der er dog visse undtagelser, fx under et uddannelses-steds ferielukning og under ferie i praktikperioder. Hør nærmere på dit lokale a-kassekontor eller ring til dagpengeteamet på telefon 7248 6010.
Sidst opdateret: 01-03-2010
