Socialpædagogisk arbejdsplads vinder arbejdsmiljøpris
Nyt
30.11.11
Døgninstitutionen Lindevang i Helsingør, der arbejder med yngre og voksne psykisk syge, har netop vundet ArbejdsmiljøPrisen 2011 i kategorien ’psykisk arbejdsmiljø’.
Af Kurt Ladefoged fnyt@sl.dk
Den socialpædagogiske institution Lindevang i Helsingør har netop vundet Arbejdsmiljørådets ArbejdsmiljøPrisen 2011, der blev uddelt i DGI-byen i København i dag. Prisen er givet for at have investeret massivt i det psykiske arbejdsmiljø. Derfor har Lindevang modtaget prisen i kategorien ’psykisk arbejdsmiljø’.
I sin begrundelse for at give Lindevang prisen skriver dommerkomiteen, at på Lindevang har man turdet investere i det psykiske arbejdsmiljø, og man har vist, at investeringerne betaler sig:
- Ledelse og medarbejdere har i fællesskab erkendt behovet for en omfattende ændring i arbejdspladsens kultur og på den baggrund gennemført en omfangsrig og systematisk indsats. Lindevang har ikke blot arbejdet med utrygheden omkring voldsepisoder og trusler, men i høj grad også utrygheden omkring økonomi og frygten for nedskæringer.
Dommerkomiteen har særligt hæftet sig ved, at der på arbejdspladsen er skabt tillid mellem ledelse og medarbejdere. Det er via dialog, medbestemmelse og gennemsigtighed lykkedes at påvirke både bundlinje, faglighed og trivsel i en positiv retning.
Lindevang er en døgnbemandet institution, der arbejder med yngre og voksne psykisk syge, som alle har et krævende og komplekst behov for støtte i hverdagen. Ud over den psykiatriske grunddiagnose har en del også misbrugsproblemer, behandlingsdomme, en selvskadende eller udadreagerende adfærd.
Læs mere på amr.dk