Medarbejdere skuffede over presseomtale af arbejdsplads
Pressemeddelelse
10.02.12
Medarbejdere på det socialpsykiatrisk bosted Blåkærgård er ærgerlige over, at flere tidligere ansatte har brugt drabet på Socialpædagog Judy Meiniche Simonsen til at lufte
deres egne frustrationer over den tidligere arbejdsplads. Medarbejderne har udsendt en fælles pressemeddelelse
I en fælles pressemeddelelse giver bostedet Blåkærgårds medarbejdere udtryk for ærgrelse og skuffelse over, at tidligere ansatte i pressen giver udtryk for, at stedet har problemer med sikkerheden. En af bostedet socialpædagoger skriver i pressemeddelelsen: ”Jeg synes, det er skuffende, at tidligere medarbejdere bruger drabet til at komme med den slags udtalelser om arbejdspladsen. Det er decideret usmageligt. Hvis man har et problem med sin arbejdsplads, må man afklare det med ledelsen, mens man er ansat, ikke efter at man er stoppet i jobbet.”
Medarbejderne slår i pressemmeddelelsen desuden fast, at Blåkærgård de seneste år har foretaget flere sikkerhedsmæssige tiltag. Blandt andet bliver personalet sendt på konflikthåndteringskurser og på dobbeltdiagnoseuddannelse.
Socialpædagogernes formand Benny Andersen deler medarbejdernes sorg over drabet på Judy Meiniche Simonsen og mener som de, at det nu handler om, at hendes meningsløse død ikke kommer til at handle om mudderkastning men om fremadrettet og konstruktiv debat om, hvad der kan gøres for at undgå lignende situationer i fremtiden. ”Vi undgår ikke at tale om de risici, der er forbundet med den her slags relationsarbejde, men lad os fokusere på den socialpædagogiske faglighed, der rummer mulighed for håndtere det," siger Benny Andersen.
Læs hele pressemeddelelsen her.