Aktuelt

Uddannelse betaler sig altid

Nyt


20.02.12
Ikke en eneste uddannelse i Danmark er en dårlig forretning. Uddannelse er en god forretning både for den enkelte, samfundet og statskassen, fremgår det af en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Af Kurt Ladefoged, fnyt@sl.dk

Selv om den økonomiske krise har gjort det svært for især nyuddannede at få fodfæste på arbejdsmarkedet, så viser nye beregninger, at uddannelse stadigvæk er en særdeles god forretning for både den enkelte, for samfundet og for statskassen. Gevinsterne er faktisk så store, at samfundets velstand vokser med op til 10 mio. kr. og statskassen med op til 8 mio. kr. hver gang en person gennemfører en uddannelse.

Det fremgår af en undersøgelse, som privatøkonom Mie Dalskov Pihl har lavet for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE-Rådet).

Flere økonomiske professorer og den liberale tænketank CEPOS har ellers igennem en årrække argumenteret for, at uddannelse i Danmark ikke kan betale sig på grund af den relative flade lønstruktur, hvor der for nogle uddannelser ikke er så stor forskel fra at være ufaglært, skriver AE-Rådet i sit resumé af undersøgelsen.

Oveni kommer så, at det under den økonomiske krise er blevet langt sværere at få fast arbejde. Især nogle uddannelser er hårdt ramt, fordi krisen især er gået ud over en række konjunkturfølsomme brancher. Det gælder folk med længere uddannelser som arkitekter, økonomer og HR-uddannede, men også mange i velfærdsfagene i den offentlige sektor er blevet ramt af højere ledighed, fremgår det af analysen.

Store gevinster for alle
Analysen kortlægger gevinsterne ved samtlige uddannelser i Danmark og det dokumenteres, at der selv for den måske knap så erhvervsrettede humanist og den kriseramte tømrer er tale om relativt store gevinster ved at uddanne sig. Både når man måler på velstandseffekten, på indkomsten over livet, der er tilbage efter, at den enkelte har betalt skat, men også når man ser på effekten på den offentlige saldo.

- At give unge en uddannelse er altså – på trods af den økonomiske krise – en guldrandet investering. Både for samfundet og for den enkelte. Samfundet får mere velstand, større skatteindtægter og mindre udgifter til overførselsindkomster, når man udstyrer folk med en uddannelse, fordi uddannelse skaber større jobsikkerhed og en højere timeløn.

- Den enkelte har med en uddannelse i bagagen udsigt til et mere stabilt arbejdsliv og en højere disponibel livsindkomst, konkluderer Mie Dalskov Pihl i sin analyse. 

Se hele analysen