Nu bor vi hos Søren og Ulla
Emma, 9, familiepleje, Gjerlev ved Randers
– Det første jeg husker herfra er, at Ulla og Søren var rigtig søde. Jeg var nok fem eller sådan, for nu er jeg ni og har snart været her i fire år. Jeg bor her sammen med min lillebror Tobias, og han er seks år.
Emma kigger på Søren og sikrer sig, at de tal, hun opgiver, passer. Tobias tæller sig møjsommeligt igennem seks fingre. Kakaoen og kaffen damper.
– Altså. Jeg kan også godt huske Bethesda i Århus før her. Det var et meget stort hus, firkantet lige som en ramme. Der sov Tobias og jeg i samme rum, for han var så lille. Alle voksne var søde, og vores mor kom og kiggede til os – også vores far. Jeg kunne ringe hjem og snakke, når jeg havde lyst, for jeg savnede dem.
– Jeg vil gerne blive boende her lige så længe, jeg kan. Nu er det vores hjem, for vores mor og far kan ikke finde ud af at passe ordentligt på os. Men min storebror, han bor faktisk hjemme hos sin rigtige far.
Emma og Tobias er hjemme hos deres mor fem timer hver anden fredag og hos deres far fem timer hver anden lørdag. De har prøvet mange forskellige weekendløsninger, og denne rytme har fungeret længst og virket bedst. Søren forklarer, at Emma så undgår de der halve uger efter et besøg, hvor hun måske nok er til stede fysisk, men ellers ikke. Det er ikke godt for Emma, og det er ikke godt for hendes skolegang.
– Vores mor har en hund, og hun bruger lidt meget af tiden på ham og ikke så meget på mig.
Blevet en læsehest
Emma går i 2. klasse og har gode kammerater oppe på skolen: – Det er dejligt, at Sara er kommet her i 2. klasse. Hun er også i pleje, og nogle gange er det rart at tale med en person alene om, hvordan vi har det.
Og så har jeg min veninde Josefine. Hendes far og papmor har lige fået en søn. Jeg så to billeder af ham i dag, som Josefine havde med i skole.
Helt bestemt mener Emma, at hun kan lide alle fag. Men Søren hvisker til hende, at hun kan lide matematik lidt mindre. Han synes i det hele taget, at skolen faktisk gør det vanvittig godt. Emma korrigerer dog: – De gør det så godt, de kan.
– Jeg laver lektier, når jeg har nogen for, og ellers læser jeg. For Søren siger, vi skal bruge en halv time hver dag. Jeg har haft en kamp med læsning, og jeg skældte ud på Søren, når vi øvede. Men nu kalder min lærer mig en læsehest.
Søren er helt enig: – Du hader at tabe og giver dig ikke. Du fortsætter bare.
– Jeg er stolt. Det har jeg også sagt til Kirsten, min idrætslærer.
Emma kan godt lide at lege udendørs i fritidsordningen, og som spejder hver torsdag aften tumler hun også ofte ude. I aftes lavede de ’noget med brøst, altså sådan en bue og pil af en slags’. – Ah, armbrøst, føjer Søren ind.
Forleden var vi 12
Indendørs er spil sagen. Rummikub – det er noget med at kombinere tal, Nintendo og så Moviestar på computeren. Det er godt at have en storebror til at finde den slags frem.
Storebror her på stedet er lige kommet fra skole. Det er Rasmus på 16, Ullas yngste. Sille på 20 og Christian på 24 kommer tit med deres kærester, fortæller Ulla: – Jamen vi er en stor familie. Det myldrer ud og ind. Forleden aften var vi 12 om bordet – bare sådan fordi de lige kom forbi.
– Og så er der jo Jens på 15, som på sjette år kommer i aflastning hver tredje uge. Der er Matilde på 13, som gæster os en gang imellem, fordi jeg kender hende fra mit arbejde som familiekonsulent i Mariagerfjord Kommune.
Ulla flytter overblikket fra familiens medlemmer til dens bagage. De fastboende skal nemlig på skiferie i morgen tidlig – og igen i uge 7. Emma har klaret både sorte og røde løjper på ski. Snowboard derimod gik ikke så godt, for fik hun startet lidt forkert.
Emma tror, hun vil være læge, når hun bliver stor: – Fordi så kan jeg i det mindste være med til at hjælpe folk. Nogen skal jo gøre det. Og jeg vil ikke være nonne, det er ikke noget for mig. Jeg gider ikke være gift med Gud, selv om jeg tror på ham.
Sidst opdateret: 01-02-2012
