FanNy 58 - juli 2011
Slægtspleje er ikke et Columbusæg
I midten af maj måned kom SFI’s rapport ”effekter af slægtspleje”, som er en undersøgelse af slægtsanbragte børn og unges udvikling sammenlignet med plejebørn fra traditionelle plejefamilier.
Af Pernille Christoffersen, Forbindsnæstformand Socialpædagogerne
Rapporten gav straks anledning til overskrifter som “anbragte trives bedst i familien” eller “slægtsanbringelser gavner børn”. Melodien var den: ”Når børn kommer i pleje hos mormor eller moster i stedet for at blive anbragt i en plejefamilie har de mere kontakt med deres forældre og øvrige familie og færre psykiske problemer”.
Nu skal SFI ikke lastes for, at medierne griber til det enkle og er unøjagtige i deres fremstilling, omend forskerne selv har bidraget ved at melde ud, at ”børn, der kommer i pleje hos familiemedlemmer i højere grad beholder kontakten til forældre og øvrige familie, end børn i traditionel familiepleje gør”.
Undersøgelsen er faktisk mere nuanceret end som så. De slægtsanbragte børn er oftest anbragt i deres mødres familie, og undersøgelsen viser, at de unge i slægtspleje oplever, at samarbejdet mellem plejeforældrene og deres fædre er signifikant ringere end for unge i traditionel familiepleje. Børn og unge, der kommer i slægtspleje, er i højere grad i fare for at miste kontakten til deres fædre og dennes familie.
Når det er sagt, er der næppe tvivl om, at slægtsanbragte børn og unge har et bedre og stærkere netværk.
Udgangspunktet er jo, at kommunen skal undersøge mulighederne for at anbringe børnene hos familie eller i netværk. Det vil sige, at der forud for og før anbringelsen er et stærkt netværk – ellers ville barnet ikke være blevet anbragt i slægtspleje.
Det er rigtigt, som undersøgelsen viser, at slægtsanbragt
børn og unge har færre psykiske problemer, men måden det fremstilles på i medierne får det til at se ud, som det skyldes, at de er i slægtspleje. Men årsagssammenhængen er den enkle, at børn og unge med psykiske problemer ikke anbringes i slægtspleje i samme grad som i almindelig familiepleje. Slægtsanbragte børn har i almindelighed lidt mindre alvorlige problemer.
Det, der ikke har været fremme i medierne, er, at den traditionelle familiepleje er bedre i stand til at fastholde en større del af de svageste plejebørn i uddannelse og beskæftigelse. Det hænger utvivlsomt sammen med, at slægtsplejeforældrene oftere er enlige og mindre hyppigt i ordinær beskæftigelse. Slægtsplejeforældrene har oftere kun 8. klasse eller mindre som deres højeste gennemførte skoleuddannelse.
Det synes at have den effekt, at de svageste unge anbragt i slægtspleje i ringere grad får fodfæste i uddannelsessystemet. Når vi ved, at anbragte børn og unge har det væsentligt sværere i deres skolegang og skolepræstationer end andre – og ved, hvor vigtigt det er at prioritere indsatsen i forhold til anbragte børns skolegang og uddannelse, er det afgjort en svaghed ved slægtsanbringelserne.
Slægtspleje er en relativ ny anbringelsesform, hvorfor det er fint at få den belyst ordentligt.
Undersøgelsen viser, at børn og unge i henholdsvis slægtspleje og almindelig familiepleje på en række områder ligner hinanden og klarer sig lige godt.
Slægtspleje er ikke den magiske løsning for alle anbragte børn, men kan være en god mulighed for nogle børn, konkluderer rapporten.
Om det vil afholde kommunerne fra at tænke i slægtsanbringelse som en billigere løsning, vil tiden vise. Slægtspleje anvendes endnu kun i beskedent omfang og de seneste tal fra Ankestyrelsen viser et svagt fald i antallet af børn i slægtspleje, mens antallet af netværksanbragte uden for slægten er stærkt stigende.
Det beskedne omfang kan måske forklares med, at de fleste børn anbragt uden for hjemmet kommer fra belastende familieforhold. Familier der ikke bare kan løfte opgaven og tage vare på omsorgen for det barn, der er svigtet af sine forældre. Dem, der kan, er ofte ældre mennesker i en beskeden eller vanskelig social situation.
Hvad enten børnene anbringes i slægten eller netværket har plejefamilierne, som i de traditionelle plejefamilier, brug for støtte i form af kurser, supervision og økonomiske ydelser. De fleste slægtsplejeforældre modtager ikke plejevederlag. De skal ikke aflønnes. I rapportens afslutning pege der på, at det er et centralt socialpolitisk diskussionspunkt, om slægtsplejeforældre, der på forhånd er socialt disfavoriserede, ikke bør ligestilles med andre plejeforældre. Ja, det bør de, og det ligger lige til højrebenet at give dem en konkret godkendelse. Det vil fjerne enhver mistanke om billige løsninger.
Sidst opdateret: 18-07-2011
