FanNy 59 - september 2011

Fortællingen om Rosa – en dokumentarfilm med og om plejebørn

I Fortællingen om Rosa har instruktør René Bo Hansen givet fem anbragte børn og unge et talerør. Sammen skildrer de, hvordan det er at leve et liv, hvor man bor hos en plejefamilie og samtidig bærer på det svigt, man har været udsat for fra sine egne forældre

Af Lilli Bach Andersen, Familieplejeudvalget, Socialpædagogerne Kreds Østjylland 

Fortællingen om Rosa sætter fokus på, at det i forbindelse med anbringelser er essentielt, at børnene bliver taget alvorligt af deres omgivelser. Det er ikke nemt for fx en 10-årig at skulle sige nej tak til at bo hos sin biologiske mor.

Fortællingen om Rosa bidrager til, at man som plejefamilie, sagsbehandler eller blot som almindeligt menneske får reflekteret over, hvor vigtigt det er at lytte til børn og hjælpe dem, så deres situation kan ændres, hvis det er nødvendigt.

Linea, 13 år, siger om filmen: ”Jeg tror, at mange gange, hvor man hører om børn, der i lang tid har haft det dårligt hos deres plejefamilie, eller når de bor hjemme, så skyldes det, at der ikke er nogen, der lytter til børnene”.

Alle plejebørn skal have en kopi
Instruktør René Bo Hansen har et helt specielt formål med dokumentaren. Fortællingen om Rosa skal oplyse anbragte børn om, at mange andre rundt om i landet går igennem de samme oplevelser og den samme smerte, som dem selv.

Filmen er lavet i samarbejde med Børnetinget, som har sikret, at filmen kan sendes gratis ud til plejebørn i alderen 11 - 18.

Konsulent Stinne Lau Tvede fra Børnetinget:

–Alt for mange plejebørn kæmper med en følelse af at være anderledes og ensomme. Dette hænger bl.a. sammen med, at der i befolkningen generelt ikke er det store kendskab til og forståelse for plejebørns situation. Her har filmen en stor rolle at udfylde – og den har vigtige budskaber både til børn og voksne.

Hvor får jeg fat i Fortællingen om Rosa?

Filmen kan købes via hjemmesiden www.fortaellingenomrosa.dk fra d. 17. september.

Plejebørn i alderen 11-18 kan bestille filmen på www.boernetinget.dk.

ANMELDELSE AF FILMEN: ”FORTÆLLINGEN OM ROSA”

En gruppe unge i pleje hjælper med at give ”Rosa” liv gennem korte fortællinger fra deres eget levede liv, med erfaringer og tanker, de har før og efter anbringelsen i plejefamilie. Gennem en række kreative udtryksformer finder de unge frem til det indhold, Rosa får med i sit liv. ”Rosa” kommer til at repræsentere mulighedernes land. Landet rummer alle følelser og oplevelser og giver plads til at finde frem til den bedste udgang af følelsernes kamp. Vi får lov til at følge hendes oplevelser og overvejelser på nærmeste hold i en proces, der selv for en voksen kan virke helt umuligt at rumme – hvordan må det så være for et barn?

”Fortællingen om Rosa” er et sandt sansebombardement, der rammer seeren rent på hele følelsesregisteret.

Det er svært at sige sig fri for, undervejs, at blive medinddraget i tilblivelsen af Rosas verden. Efterfølgende rettes tankerne ind på eget virke og egne muligheder for at se børn og unge med brug for hjælp fra den opmærksomme voksne. Den voksne, der kan tilsidesætte egne behov og lytte sig frem til den rette hjælp for et ungt menneske i vanskeligheder.

For børn og unge anbragte og ikke anbragte, kunne filmen bruges som øjenåbner på eget liv og give energi til at komme lidt videre med sig selv eller tage sig af andre, med det man kan tilbyde. Filmens stærke udtryk kalder på en tilstedeværende voksen, medens filmen ses. Der er nok at blive berørt af og tænke over.

”Fortællingen om Rosa” er mesterligt konstrueret og uendeligt nuanceret. En film man skal tage sig tid til at se uforstyrret. For den professionelle tilskuer er der rigeligt stof til eftertanke.

Måske det kunne være en ny undervisningsfilm.

”Man skal bare sige det som det er”