Herude, marts 2007, nr 27
Omsorg og magt
Institutionsbegrebet blev ophævet med servicelovens ikrafttræden i 1998. Men skjulte kameraer på Strandvænget og Sjælør viser, at bestræbelserne på at gøre klient til medborger ikke er slået igennem alle steder.
Af Kurt Ladefoged
Ser man på lovgrundlaget for det socialpædagogiske arbejde, er det i virkeligheden ret grundigt reguleret. Primært gennem Lov om social service – i daglig tale kaldet Serviceloven, som trådte i kraft i 1998.
Her fuldførte man de idealer om normalisering og integrering, som har været fremherskende de sidste årtier ved at ophæve institutionsbegrebet. Det indebar, at bolig og social indsats blev adskilt.
Det betyder, at den sociale indsats nu skal ydes på baggrund af samtykke fra borgerens side. Men man erkendte fra fagfolk og lovgiveres side også, at der også med borgerens "handlefrihed" kunne opstå situationer, hvor borgeren kunne være til skade for sig selv eller andre.
Derfor indførtes i 2000 bestemmelser, hvor handlefriheden kunne begrænses i den slags situationer. Men alt i alt må Folketingets lovgivning over for mennesker med multiple udviklingshæmninger forstås som en bevægelse fra klient til medborger – fra umyndiggjort til myndiggjort.
Udfordring til faget
Lovændringerne og den ændrede opfattelse af mennesker med udviklingshæmnings status har naturligvis været en stor udfordring for den socialpædagogiske faglighed.
En ressourcegruppe tilknyttet Socialfaglig afdeling i Socialpædagogernes Landsforbund har med socialfaglig konsulent Ditte Sørensen som ankermand studeret og diskuteret, hvordan disse forsøg på ændringer af støtten til disse medborgere har udmøntet sig.
Konklusionen er, at offentlig omsorg er et kompliceret fænomen, hvor en række faktorer har betydning for, hvordan omsorgen kommer til udtryk i hverdagslivets verden. Det viser sig blandt andet ved:
- At mennesker med udviklingshæmning formelt har fået medborgerskab, men at der reelt er lang vej igen
- At de har fået bedre levevilkår, men til trods for det har de fortsat dårligere levevilkår end den øvrige befolkning på alle livets områder
- At integrationen ikke er lykkedes
- At deres hverdagsliv fortsat foregår på de professionelles præmisser, hvor informeret samtykke om omsorgen tilsidesættes
- At de ofte oplever omsorgen som krænkende og umyndiggørende.
Det er med andre ord forhold, der er i modstrid med de seneste års handicappolitik, hvor integration, ligebehandling og rettigheder har været på dagsordenen som de overordnede perspektiver i den socialpædagogiske indsats overfor mennesker med multiple udviklingshæmninger, konstaterer ressourcegruppen.
Afsløringerne med skjult kamera på Strandvænget og Sjælør bekræfter med al tydelighed, at ovennævnte konklusioner er korrekte.
Rejs debatten om etik
Det er da også set i det lys, at forbundsformand Kirsten Nissen har sendt et brev ud til samtlige tillidsrepræsentanter og ledere og bedt dem om at rejse debatten om etik blandt medarbejderne.
- Vi vil gøre alt for, at det, vi har set på Strandvænget og Sjælør, ikke sker igen. Derfor opfordrer vi nu lederne og tillidsrepræsentanterne på alle vores arbejdspladser til at holde møder med medarbejderne om etikken og menneskesynet i vores fag, siger Kirsten Nissen.
Scialpædagogernes formand anbefaler, at medarbejderne mødes på tværs af afdelinger, arbejdspladser eller kommuner og taler om, hvordan de sikrer etikken i deres arbejde.
- Løbende supervision kan forhindre den adfærd, vi har set på tv. Men supervision skal forbedres. Så kan video-optagelser fra dagligdagen og dagbøger over pædagogiske forløb være en meget effektiv måde at vurdere og analysere den pædagogiske indsats på, foreslår Kirsten Nissen.
Hun vil også rejse etik-debatten på de fem regionale møder, som ledere og tillidsrepræsentanter er inviteret til nu i foråret.
Socialpædagogerne vedtog på kongressen i 2004 et etisk værdigrundlag, hvor der blev opfordret til at sætte etik og værdier i det socialpædagogiske arbejde på dagsordenen. I værdigrundlaget blev det fastslået, at socialpædagogers grundværdi er:
- at støtte og hjælpe det enkelte menneske til at opnå eller genvinde evnen til at deltage aktivt og ligeværdigt i hverdagslivet, de sociale fællesskaber og i samfundslivet, samt
- at etablere social retfærdighed i samfundet ved at bidrage med deres ekspertise i samfundsdebatten.
Omsorgspligten
Serviceloven fastslår om den offentlige omsorgspligt, at omsorgen principielt skal ydes på baggrund af samtykke, samt i hvilke situationer, man kan gøre indgreb i selvbestemmelsesretten og foretage magtanvendelse.
Det fremgår af loven, at omsorgen skal ydes med respekt for individets integritet, og at udgangspunktet såvel retsligt som holdningsmæssigt er princippet om den personlige friheds ukrænkelighed.
Bestemmelsen skal sikre retssikkerheden for mennesker med nedsat psykisk funktionsevne, så man har fokus på, at der skal ydes en særlig indsats, og at indsatsen skal være forebyggende og forbedre funktions- og udviklingsmulighederne, ligesom den skal forbedre mulighederne for livsudfoldelse.
Det præciseres også i serviceloven, at der for de sociale myndigheder er en særlig forpligtelse til aktivt at undgå omsorgssvigt overfor eksempelvis personer med betydelig nedsat psykisk funktionsevne, der ikke kan tage vare på deres egne interesser, uanset om der foreligger samtykke fra den enkelte.
Denne omsorgspligt modsvares imidlertid ikke af en pligt fra borgerens side om at modtage hjælpen. Derfor understreges det også i lovteksten:
"Hvis en person med nedsat psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer afviser den tilbudte hjælp, kan det være udtryk for, at den måde, hjælpen er tilbudt på, bør ændres. Det kan også være udtryk for, at myndighederne har overset forhold af særlig betydning for den enkelte."
Omsorgspligten gælder altså uanset samtykke, men den giver samtidig heller ikke umiddelbar ret til at anvende magt. Men hvad gør man så, hvis en person nægter at modtage omsorg, og man derved ikke kan opfylde omsorgspligten?
Magtanvendelse
I Servicelovens paragraf 109 beskrives, hvilke tvangsbestemmelser, der må sættes i værk for at opfylde omsorgspligten.
Formålet med bestemmelserne er at begrænse magtanvendelsen og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til et absolut minimum eller til noget, man kun gør undtagelsesvist.
Det fremgår, at indgreb aldrig må erstatte omsorg, pleje og socialpædagogisk bistand. Og det understreges, at tvangsbestemmelserne hviler på principper om mindste indgreb, frivillig medvirken, skønsomhed, rimelighed, kortvarighed og hensyntagen.
I 2003 blev indført en lovændring, der gav tilladelse til, at kommunen eller amtet undtagelsesvist og i en afgrænset periode kunne tillade anvendelse af fysisk magt, hvis det blev anset for absolut nødvendigt for at udøve omsorgspligten i personlige hygiejnesituationer.
I den medfølgende bekendtgørelse afgrænses de personlige hygiejnesituationer til: 1. tandbørstning, 2. barbering, 3. hårvask, badning og tøjskift, 4. klipning af hår og negle, 5. skiftning af bleer og bind, 6. pleje af hud eller 7. fjernelse af madrester i kindpose eller mundhule.
Det skal fremgå af myndighedens afgørelse, i hvilke konkrete hygiejneforhold indgrebet kan finde sted. Indgrebet må afgrænses til en tidsperiode på tre måneder med mulighed for forlængelse til seks måneder. Samtidig skal der i denne periode udvikles andre metoder til at undgå magtanvendelsen.
Hvordan sikres værdighed?
Socialministerens begrundelse for, at man kunne anvende magt (fastholdelse) i hygiejnesituationer var, at det skulle være med til at sikre den enkeltes værdighed og sociale kompetence.
I sit høringssvar til lovforslaget anerkendte Socialpædagogerne, at det er et reelt problem, når borgere med varig og betydelig psykisk funktionsevne modsætter sig foranstaltninger, der sikrer deres hygiejne og dermed kan pådrage helbredsproblemer. For eksempel nedbrydelse af tænder og mundhule.
I de situationer står etiske værdier som ængstelse for den sårbare over for værdier som agtelse for værdighed og hensynet til integritet, påpegede forbundet og fortsatte:
"Begrundelsen om hensynet til borgerens værdighed er menneskelig forståeligt, men oplevelse af værdighed opnås ikke ved magtanvendelse. Derfor vil en daglig magtanvendelse i forhold til hygiejne - til trods for at dette begrundes i borgerens værdighed – føre til den modsatte oplevelse hos den enkelte borger: Magtesløshed, krænkelse og afmægtighed."
Med udgangspunkt i de aktuelle eksempler fra Strandvænget og Sjælør konkluderer Ditte Sørensen, at idealerne i serviceloven ikke er realiseret alle steder:
- Billederne viser, at der fortsat er brug for faglig oprustning og refleksion over indsatsen for mennesker med udviklingshæmning.
Sidst opdateret: 06-08-2010
