Herude nr. 34 - November 2008

Etik i arbejdet med børn og unge: Tvivl og overvejelser hører til hverdagen

Meget er skrevet ned, og målet skal være fælles. Men holdninger og værdier skal være integreret i den daglige kultur, siger Jette Christensen og Conny Pedersen fra Børnehusene på Fyn

– Som mennesker er vi mere ens end forskellige.
Og alle vil vi helst behandle andre, som vi gerne selv vil behandles.

Det er en etisk overvejelse, som ikke kan stå alene i vores arbejde, for den hører sammen med faglige overvejelser.

Sammen med værdierne udgør etik og faglighed så vores kultur, siger forstander Jette Christensen.

Hun står i spidsen for Børnehusene på Fyn, der har fem døgnafdelinger, en lille børnehave, en børneterapi og administration.

Hele fire matrikler i Nyborg, Odense og Middelfart er blevet samlet under navnet Børnehusene siden januar 2005, og det overordnede tilhørsforhold er nu Region Syddanmark.

Børnehusene modtager børn og unge med betydelig og varig nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne. De er fra nul til 18 år, reelt også ældre. Der er 42 døgnpladser, hvoraf 24 dækker multiple handicap og 18 fysisk mobile børn og unge. Der er plads til fire i børnehaven.

Lidt over 85 fuldtidsstillinger dækkes af en del flere ansatte.

Missionen for Børnehusene er at være det bedste alternativ og supplement til barnets hjem. Og visionen er, at udvikling sker gennem livsglæde. Begge dele er udformet efter to dages seminar for alle medarbejdere i 2005: – Indflydelse giver en større motivation. Selvfølgelig har vi fået nye medarbejdere siden, men størsteparten af os har været med til at udforme de her arbejdsgrundlag. Der er underpunkter til både mission og vision, og selv om etikken ikke er direkte beskrevet, så ligger den som en rød tråd gennem det hele, siger tillidsrepræsentant Conny Pedersen, der arbejder i Odense-afdelingen.

– Meget er skrevet ned på papir, og det er godt med vejledninger og fælles mål.

Det er bare ikke tilstrækkeligt, at etiske holdninger og værdier er skrevet ned, for det drejer sig om, hvordan vi gør i praksis.

Holdninger og værdier skal være integreret i kulturen, så det afspejler sig i omgangstonen, i måden at møde børn og forældre på osv. Selvfølgelig har vi rutiner, men en almindelig hverdag har mange udsving, som skaber grobund for udvikling, fortæller forstander Jette Christensen og fortsætter:

– Vi har lige lagt sidste hånd på et introduktionskoncept til nye medarbejdere.

De første dage er de med i arbejdet som føl. To gange om året har vi så intromøder for nye medarbejdere og praktikanter. Her taler vi om åbenhed og dialog. Man skal kunne tåle samtalen om jobbet, turde at tage ansvaret for at sige højt, når noget ikke er i orden. Det er jo en evig proces at spørge sig selv og hinanden, om det er det rigtige, vi gør i forhold til det enkelte barn, den enkelte unge. Tvivlen og overvejelsen er en del af etikken. Det er i orden at kaste for eksempel en problemstilling op i luften for så at se, hvor vi lander den i dialogen om at gøre noget bedre.

Handler om respekt
– Vi er i gang med grundkurset i ’Systematik i pædagogikken’, der giver os en fælles metode, et fælles udgangspunkt.

Det piller lidt ved rutinen og giver rigtig megen stillingtagen til, hvad det egentlig er, vi går og gør. Vi bruger mange videooptagelser i behandlingsarbejdet, der naturligt fremmer dialog og debat:

– Gør vi mere for børnene end nødvendigt, fordi vi har for stort et hjælpe-gen?

Hvor går de hårfine grænser i den intime pleje? Nogle børn vil nærmest ikke røres ved, hvordan udviser man så lige respekt i den intime pleje? Husker vi at lukke døren, når vi skifter et barn? Hvordan er privatsfæren omkring toilet og bad for en ung kvinde på 20 år? Hvordan ville du selv have det med at sidde og spise din varme mad med en pædagog, der glor dig lige ind i ansigtet hele tiden? Sådan nogle spørgsmål samler vi sammen og behandler i supervisionen. Men egentlig ligger de i hverdagen omkring det enkelte menneske og skal også være en del af dagens samtale, siger Jette Christensen.

– Ja, etik handler meget om respekt.

Det er grundlæggende for os at kunne aflæse, om et barn mener ja eller nej. Og det er grundlæggende for barnet, for så kan det vælge og dermed få indflydelse på sit eget liv. Derfor synes jeg også, der ligger megen etik i samarbejdet omkring barnet eller den unge. I det tværfaglige samarbejde har vi et fælles mål i forhold til barnets udvikling, men forskellige vinkler.

Vi arbejder tæt sammen med fysio- og ergoterapeuter, der med hjælpemidler som piktogrammer og boardmarkere giver os mulighed for at skabe udvikling gennem leg. Billedsprog er nemmere at forstå for vores børn og unge, og så kan de bedre tage et valg, siger Conny Pedersen.

Hun understreger også, at etikken omfatter respekt for forældrene, som er med i det tætte samarbejde og alle beslutninger. Forældrene er ikke gæster i Børnehusene, men kan komme og gå, præcis som de ønsker.

 

 
– Selv om etikken ikke er direkte beskrevet i vores mission og vision, så ligger den der som en rød tråd, siger leder Jette Christensen og TR Conny Pedersen, Børnehusene på Fyn.



Er mindre syge nu
I sin årsrapport for 2007 skriver forstander Jette Christensen: ”Børnehusene har i sin tre år gamle historie oplevet meget turbulens.

– Ikke ét år har organisationsdiagrammet set ens ud, nye projekter og afdelinger er kommet til, en enkelt er blevet udskilt. Det har været udfordrende at få den fælles udviklingsproces til at forløbe glidende. Vi arbejder dog engageret videre med at opbygge organisationen og med, at medarbejderne får et ejerskab til stedet, og at en fælles kultur skabes i Børnehusene.”

Hun skriver også, at det i 2007 lykkedes at knække kurven for sygefravær.

Gennemsnittet i 2006 var 11 procent, i 2007 kom det ned på syv procent.

Hverken forstander eller tillidsrepræsentant mener, at den forbedring kan tilskrives en enkelt årsag.

Jette Christensen skriver selv i årsrapporten: ”Mange nye it-systemer og arbejdsgange er indført i det forgangne år, alle medarbejdere har været på kursus i Bosted-systemet, og det er taget i anvendelse.

Vi har fået lavet politikker på en del områder og er gået i gang med en intern kompetenceafdækning, så vi i højere grad kan bruge de eksisterende kompetencer på tværs af afdelingerne. Der er indført intro-dage for nye medarbejdere. Der er lavet fysiske forbedringer i forhold til arbejdsmiljøet og psykiske forbedringer i form af mere supervision og andre indsatser.”

– Jeg tror, et af de vigtigste ord i forhold til vores arbejde i dag er processer.

Det gælder også etik. Der er ikke et facit med dobbeltstreg under, så vi kan sige: ’Så, nu har vi nået det hele.’ Gryden skal holdes i kog, siger Jette Christensen.