Herude 42 - Juni 2010
Ændrede bestemmelser om magtanvendelse
Folketinget har vedtaget en række ændringer i bestemmelserne om magtanvendelse på voksenområdet (Lov om social service §§ 124 – 133) Ændringerne træder i kraft 1. juli 2010
Af Ditte Sørensen, Socialfaglig konsulent
I denne artikel gennemgås de væsentligste ændringer. Selve ændringsbekendtgørelsen kan se på www.retsinformation.dk – Lov nr. 408 af 21/04/2010.
Målgruppebetegnelse
Med lovændringen deles § 124 i to selvstændige paragraffer således, at formålsbestemmelsen for magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten står i en selvstændig bestemmelse, og personkredsafgrænsningen står i en anden selvstændig bestemmelse.
Der er ikke tale om indholdsmæssige ændringer men konkret ophæves § 124 stk. 2 (målgruppebestemmelsen) og den indsættes som en ny § 124a.
Lempede bestemmelse om alarm og pejlesystemer
Ændringerne i bestemmelserne om alarm og pejlesystemer er lempelser i forhold til tidligere bestemmelser.
Lempelsen af reglerne om anvendelse af alarm- og pejlesystemer indebærer, at nogle borgere vil kunne tildeles alarm og pejlesystemer som led i den almindelige pleje. Personkredsen er afgrænset til borgere, hvis nedsatte funktionsevne er ”en konsekvens af en senere erhvervet mental svækkelse, der er fremadskridende.”
Det vil sige demente. Hvis borgeren modsætter sig en anvendelse af de nævnte systemer, vil kommunen kunne træffe afgørelse om anvendelse. Det er en lempelse til tidligere bestemmelser, hvor beslutningen alene kunne træffes af det sociale nævn og ikke af kommunen, som i øvrigt er myndighed i forhold til borgeren.
Af § 125 fremgår, at kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om anvendelse af personlige alarm- eller pejlesystemer i en afgrænset periode under nærmere beskrevne omstændigheder. I de nye regler indsættes et nyt stk. 2 som giver mulighed for, at der kan iværksættes alarm og pejlesystemer for nogle personer (senil demente) uden kommunalbestyrelsen træffer afgørelse:
”For personer, hvor den nedsatte funktionsevne, jf. § 124 a, er en konsekvens af en erhvervet mental svækkelse, der er fremadskridende, kan anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer iværksættes, medmindre den pågældende modsætter sig dette. Hvis personen modsætter sig anvendelsen af et personligt alarm eller pejlesystem, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om anvendelse heraf, jf. stk. 1.”
Endvidere fremgår at de ovennævnte bestemmelser kan gøres tidsubegrænsede.
Dette har Socialpædagogerne i sit høringssvar til ændringerne påpeget er bekymrende for borgerens retssikkerhed.
Benyttelse af alarm- og pejlesystemer bør efter forbundets opfattelse altid være tidsbegrænset.
Fastholdelse
I bestemmelserne om fastholdelse er der alene tale om sproglige ændringer og en opdeling af den tidligere bestemmelse i to. Således at § 126 alene drejer sig om akut indgreb og § 126a om magtanvendelse i hygiejne-situationer.
Den nye bestemmelse § 126 a er på nær mindre redaktionelle ændringer den samme som tidligere bestemmelser.
”Kommunalbestyrelsen kan undtagelsesvis for en afgrænset periode træffe afgørelse om at anvende fysisk magt i form af at fastholde en person, hvis dette må anses for en absolut nødvendighed for at varetage omsorgspligten, jf. § 82, stk. 1, i personlig hygiejne-situationer. Det skal samtidig gennem handleplanen, jf. § 136, stk. 2, søges sikret, at magtanvendelse i personlig hygiejne-situationer i fremtiden kan undgås.”
Socialpædagogerne har tidligere i forbindelse med indføring af bestemmelsen udtrykt stor bekymring for bestemmelsen og har påpeget, at varetagelse af hygiejne med magt vil opleves som yderst krænkende for den person, som dette tiltag iværksættes overfor.
Optagelse i særlige botilbud uden samtykke
Der er flere ændringer i bestemmelserne om optagelse i særlige botilbud. Bestemmelserne i § 129, stk. 2, giver kommunalbestyrelsen mulighed for at træffe afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud efter tiltrædelse af personens værge for personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, og hvor funktionsnedsættelser skyldes senil demens.
Bestemmelsen lyder således:
”Stk. 2. For personer med betydelig og varigt nedsat psykisk funktionsevne, jf. § 124 a, der ikke modsætter sig flytning, men som mangler evnen til at give informeret samtykke til en flytning, og hvor den psykiske funktionsnedsættelse er en konsekvens af en erhvervet mental svækkelse, som er fremadskridende, kan kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud, hvis kommunalbestyrelsens indstilling tiltrædes af den værge, statsforvaltningen har beskikket, jf. § 131, når 1) ophold i et botilbud med tilknyttet service er påkrævet for, at den pågældende kan få den nødvendige hjælp, og 2) det i det konkrete tilfælde vurderes omsorgsmæssigt at være mest hensigtsmæssigt for den pågældende”.
Derudover er der indsat et nyt stykke 3 som giver kommunalbestyrelsen mulighed for at indstille til det sociale nævn at træffe afgørelse om, at en person kan optages i et botilbud, selvom:
- Det ikke er absolut påkrævet
- Hjælpen kan gennemføres i personens nuværende bolig
- Personen kan overskue konsekvenserne af sine handlinger
- Ikke udsætter sig selv for væsentlig personskade
- Det ikke er uforsvarligt at sørge for flytning (dispensation og lempelse af flytning uden samtykke)
Bestemmelsen lyder således:
”Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan i ganske særlige tilfælde indstille til det sociale nævn, at der træffes afgørelse om, at en person, der er optaget i et botilbud som nævnt i stk. 1, og som mangler evnen til at give informeret samtykke, kan flyttes til en anden tilsvarende bolig, hvor omsorgen for personen kan varetages, selv om betingelserne i stk.1, nr. 1-5, ikke er opfyldt, hvis det skønnes at være i den pågældendes egen interesse, herunder af hensyn til mulighederne for, at den pågældende kan bevare tilknytning til sine pårørende.”
Forbundet har støttet ændringen set i lyset af en højesteretsdom og med den antagelse, at bestemmelsen kun vil blive taget i brug i ganske få tilfælde.
Ændring i lyset af højesteretsdom
Ændringen skal forstås i lyset af en højesteretsdom fra juni 2009, hvor retten fandt, at servicelovens magtanvendelsesregler udelukkede, at en kvinde, der var ude af stand til selv at give samtykke, kunne flyttes til et nyt bosted tættere på sin mand og børn.
Sagen drejede sig om en 42 årig kvinde, der efter et selvmordsforsøg pådrog sig en svær hjerneskade. Efter ophold på sygehuse samt på et genoptræningscenter for hjerneskadede blev kvindens tilstand i 2002 erklæret stationær.
Kvinden fik herefter selvstændig bolig i et botilbud for voksne senhjerneskadede samt fysisk handicappede.
Ægtefællen, som også er kvindens værge, søgte om at få hustruen flyttet til et særligt botilbud et andet sted i landet, hvor han og deres fælles børn havde fået bolig. Hun kunne ikke selv udtrykke ønske om eller give samtykke til flytningen.
Kommunen gav afslag på at udfærdige en indstilling om optagelse i et særligt botilbud uden samtykke. Det sociale nævn tiltrådte kommunens afgørelse, idet der blev lagt vægt på, at kvinden kunne modtage den nødvendige hjælp i det nuværende botilbud.
Sagen blev indbragt for Ankestyrelsen, som i lighed med det sociale nævn vurderede, at kommunalbestyrelsen ikke havde kompetence til at træffe afgørelse om optagelse i et bestemt botilbud, selv om ægtefællen som værge havde tiltrådt flytningen.
Betingelserne for en flytning var ikke opfyldt, fordi det ikke var absolut påkrævet for, at kvinden kunne få den nødvendige hjælp.
Sagen blev indbragt for Landsretten, som i sin dom var enig med Ankestyrelsen.
Herefter blev sagen indbragt for Højesteret, der i sin dom var enig med de øvrige instanser.
Højesteret skrev imidlertid blandt andet i dommen, at ”selvom det måtte anses for tvivlsomt, om det havde været hensigten at udelukke, at der i en situation som den foreliggende kunne træffes afgørelse om at flytte en person, der som K var ude stand til selv at tage stilling til spørgsmålet, fandt Højesteret det imidlertid betænkeligt at tilsidesætte ordlyden af servicelovens § 129 om tvangsmæssig flytning. Det måtte være lovgivningsmagtens opgave at tage stilling til, om bestemmelsen havde fået et mere restriktivt indhold end tilsigtet.”
Sidst opdateret: 30-09-2010
