Herude 44 -Januar 2011
Opfordring til TR’er: Tag godt imod praktikanten
Når en pædagogstuderende kommer i praktik, er det ofte det første rigtige møde med virkeligheden i den socialpædagogiske verden. Og sandsynligvis er det også første gang, at den studerende stifter bekendtskab med en faglig organisation
Den studerende bør i praktikforløbet være aktivt medlem af Socialpædagogerne hos PLS. Det kan ordnes på PLS’s hjemmeside.
Aktivt medlemskab af Socialpædagogernes Landsforbund er gratis for studerende, der er medlem af PLS.
Som tillidsrepræsentant bliver du den studerendes første møde med Socialpædagogerne.
Det første indtryk har som bekendt stor betydning – også for opfattelsen af en faglig organisation. Det indtryk kan blive afgørende for, om den studerende på længere sigt vælger at melde sig ind i Socialpædagogernes Landsforbund eller ej. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at hun oplever værdien af at have en stærk faglig organisation i ryggen og en tillidsrepræsentant der kan hjælpe. Allerede fra starten.
Her er et par råd til, hvordan du som tillidsrepræsentant kan give den studerende en god start:
-
Det er vigtigt, at du præsenterer dig, så den praktikstuderende ved, at du er tillidsrepræsentant for hende/ham og fortæller, at du kan hjælpe i alle løn og ansættelsesforhold.
-
Som TR skal du sikre dig, at den studerende får et ansættelsesbrev senest en måned efter, at praktikken er startet.
-
Henvis også gerne til PLS’s hjemmeside www.p-l-s.dk. Her findes god information målrettet studerende om praktikforløbet og de spørgsmål der typisk rejser sig undervejs. Her finder du også tre vejledninger, én for hver praktikperiode.
De kan downloades via www.p-l-s.dk/radgivning/pls-vejledning
Studerendes rettigheder under lønnet praktik
I de lønnede praktikker er de studerende i et ansættelsesforhold og dermed underlagt de regler og bestemmelser, der gælder for den pågældende arbejdsplads.
Overenskomsten for de studerende er indskrevet i den overenskomst, der gælder for pædagoger på din arbejdsplads. Studerende har for eksempel også ret til omsorgsdage, barns første sygedag mv.
Løn
Lønnen i anden praktikperiode udgør:
9.970,71 kr. måned (april 2010)
Lønnen i tredje praktikperiode udgør:
10.089,15 kr. pr. måned (april 2010)
Studerende får ikke særskilt betaling for aftenarbejde eller lignende.
Arbejdstid
For studerende gælder det særlige, at de har en gennemsnitlig arbejdstid på 30 timer. I løbet af praktikperioden skal den studerende på to teori-indkaldelser. Det skal der tages hensyn til i tilrettelæggelsen af arbejdstiden. Som TR skal du sikre, at den studerende ikke kommer til at arbejde for mange timer inden for den gældende normperiode, og at den studerende for eksempel ikke bliver trukket i løn, når han eller hun er på teori-indkaldelse.
Koloni- og weekendophold
Deltager den studerende i koloni- eller ferieture gælder det særlige, at der medregnes mindst 7,4 timer pr. dag. Hvis der er lokale aftaler om højere timetal for pædagoger, gælder det også for studerende.
Der ydes kolonitillæg for deltagelse i koloniophold efter de samme regler som gælder for pædagoger.
Ferie
Den studerende har som alle andre ret til ferie. Men der gælder det særlige for studerende, at de ikke har ret til løn under ferie. Den studerende optjener feriegodtgørelse med 15 pct. af lønnen fra praktikperioden, som de får udbetalt senere.
Hvis institutionen holder ferielukket, er det vigtigt, at reglerne om varsling overholdes, så den studerende kan tage højde for situationen.
Hvis der opstår problemer
Som udgangspunkt er du TR for den studerende på samme vis, som du er det for dine øvrige kolleger. Hvis den studerende er i fare for at blive fyret, bør du sikre dig, at den studerende har orienteret seminariet.
Det er også en god idé at gøre den studerende opmærksom på, at han eller hun kan søge råd og vejledning hos PLS.
Hvis den studerende ikke lever op til det faglige niveau i praktikforløbet, skal du sikre, at den studerende ikke bliver presset til selv at sige op. Vurderingen af, om den studerende lever op til de fastsatte mål for praktikken, foregår mellem praktikstedet, seminariet og den studerende og er ikke et ansættelsesretligt spørgsmål.
Det er udelukkende et spørgsmål om, hvorvidt den studerende skal have godkendt sin praktik.
Hvis du som TR også samtidig er praktikvejleder, og der opstår samarbejdsproblemer, anbefaler vi, at I får hjælp fra kredskontoret.
Sidst opdateret: 18-07-2011
