Herude 46 - April 2011

Giver diagnoser mon pædagogiske svar?

Inge M. Bryderup, lektor DPU, Aarhus Universitet:

Det seneste årti har bragt os en række modsatrettede tendenser i den socialpædagogiske faglighed, der kræver, at lederne også retter blikket indad og forholder sig til dem.

Vi ser en tendens med en individuelt differentieret tilgang med fokus på relationen mellem bruger og socialpædagog.

Men individuelle tilgange kræver alligevel fælles værdier, ellers kan pædagogikken meget hurtigt skride. Der skal stadig tænkes i normativitet, fællesskaber og netværk. Samtidig ser vi en tendens med målrationalitet og kontraktstyring i samfundets udvikling og den socialpolitiske modernisering.

Det bliver klart nok en socialpolitisk lovmæssighed, at der er behov for viden om hvad, der virker. Der ligger masser af forsøgspenge i det felt. Men der sker en standardisering i forhold til evidensbaserede metoder – for eksempel MST, Multi FunC, MTFC og ART. Problemet er den ydre styring. Metoderne bliver ens for alle brugere, og der bliver ikke plads til socialpædagogiske refleksioner eller udviklingsarbejde, tests og sammenligning af resultater.

Og så er der diagnosticeringen og medicineringen. Det er et relativt nyt forskningsfelt, hvor vi ser en eksplosiv stigning i antal diagnosticerede og medicinerede børn, unge og voksne. Det er ADHD-diagnosen, der forårsager en stor stigning i brugen af psykofarmaka. På institutionen Orøstrand er man på syv år gået fra ingen til 17 ud af 27 med diagnosen ADHD, som er i rithalin-behandling.

Vi ser neuropsykiatriens og medicinalindustriens dominans og kamp om ressourcer. Jeg har stor tiltro til neuropsykiatriens forskning i og viden om hjernens signalstoffer. Men kan alting reduceres til ubalancer i hjernens signalstoffer?

Orienteret mod årsag eller symptom?

Socialpædagogikken er god til at optage viden fra sociologi, psykologi og psykiatri. Men ønsker vi en socialpædagogisk udvikling fra årsagsorientering til symptomorientering?

Der er i faget forskellige holdninger til medicinering. Nogle mener, det forbedrer mulighederne for pædagogik. Andre mener, at det er fagligheder, der lever side om side. Atter andre gør modstand. De mener for eksempel ikke, diagnoser giver pædagogiske svar. Dem skal socialpædagogerne selv opfinde.

Alt i alt er der her en bunke udfordringer for lederne.

De handler om:

Normativitet og fælles værdier på institutionsniveau
Modsigelsesfyldte tilgange – individualisering, standardisering og patologisering
Behov for forårsrengøring på mange institutioner – hvordan er sammenhængen mellem menneskesyn, værdier og nye metoder/ny viden?
Manglende viden om diagnoser og medicinering – og manglende socialpædagogisk ståsted
Diagnoser foranlediger kamp om ressourcer med nye grupper
Diagnoser ’udkonkurrerer’ socialpædagogisk faglighed, profession, normalisering og integration.

Mennesket først

Standarder og diagnoser kan ikke stå alene. Jeg er dybt rystet over Inge M. Bryderups pointe om, at diagnoser i dag ’udkonkurrerer’ socialpædagogisk faglighed og profession, normalisering og integration. Diagnoser kommer ikke før mennesker. Det er altså omvendt. Vores faglighed tager udgangspunkt i et socialpolitisk engagement.

I forhold til personaleledelse på en socialpædagogisk arbejdsplads tager vores lederfaglighed i øvrigt udgangspunkt i, at vi tilsammen udgør hinandens arbejdsmiljø.

Ledelse opstår gennem medarbejdernes evne til at lede sig selv.

Lars Nielsen, formand for ledersektionen, kreds Storkøbenhavn

Svesken på disken

Bofællesskaberne Edelsvej i Esbjerg har ov e rskud i hverdagen, fordi vi spørger os selv: Hvad er vores kerneopgaver, og hvad vil vi være kendte for? Vi har fokus på at gøre en forskel.

Vi tror på fælles faglighed og mål. Det handler om tydelighed og tillid, om års planer og projekter og om kompetenceudvikling. Vi italesætter vores forskelligheder og talenter og videregiver læring ved at arbejde i åbne rum. Vi udvikler talenter og accepterer ikke laveste fællesnævner. Vi har åbne lønsedler, der styrker følelsen af retfærdighed.

Ansvar, opgave og kompetence skal følges ad.

Ledelsen har ansvaret for lugten i bageriet. En god leder skaber arbejdsglæde og begejstring. Vi værner om den sociale kapital ved at have fokus på den enkelte, på samspillet i afdelingen og på samarbejdet på tværs af afdelinger og faggrupper. Nye medarbejdere beriger os, og vi følger dem med fadderordning og intensiv introduktion.

Vi deler viden og står for god økonomistyring. Vi ser os selv som en del af Esbjerg Kommune, er med til at inkludere nye borgere og har partnerskab med Jobcentret.

Der er plads til forbedringer, og vi øver os hver dag. Men arbejdsglæden kommer fra disse faktorer: Rum til personlig og faglig udvikling og plads til kriser, dog ikke kroniske.

Vi ser konflikter som udviklende og siger ’svesken på disken’ i stedet for at gå uden om. Vores abc for adfærd fremmer god kultur. Vi har PLUS- og trivselssamtaler, A P V - grupper og Happy Hour. Med-udvalget er vores flagskib. Vi har partnerskaber og sociale arrangementer.

Måske skal jeg lige sige, at vi ikke har brugt konsulenter. Vi har selv fundet frem til det værdifulde. Vi deltager i Great Place to Work, blandt andet fordi det er et genialt ledelseskoncept, der forpligter alle.

Læs evt. mere om Bofællesskaberne Edelsvej i HERUDE nr. 44, januar 2011.

Annemette Hauschildt, forstander, Bofællesskaberne Edelsvej, Esbjerg

Sidst opdateret: 11-07-2011