OK 2010 info nr 7: Resultatet af OK 2010 på det private område

Socialpædagogernes forhandlinger om fornyelsen af overenskmosterne med Dansk Erhverv er afsluttet og resultatet er godkendt (se OK 2010 info nr. 8).

Snævre rammer

Overenskomstfornyelse er sket i skyggen af den økonomiske krise. Det har betydet, at det denne gang kun er blevet til minimale lønstigninger. I stedet er der lagt mere vægt på lidt blødere elementer. Endelig er overenskomstperioden kun 2-årig.

Nedenfor gennemgås de væsentligste ændringer i

 

Opholdsstedsoverenskomsten

Det var ikke muligt for forbundet at nå til enighed med Dansk Erhverv Arbejdsgiver om en fornyelsen af overenskomsten på opholdsstedsområdet. Forbundet oplevede på intet tidspunkt, at der var vilje fra arbejdsgiversiden til at imødekomme de overenskomstkrav, der var fremsat af forbundet. Det helt afgørende stridspunkt var spørgsmålet om aftaleret i forbindelse med en ændring af lønbestemmelsen.

Uenighed om aftaleret
Ved indgåelsen af overenskomsten i 2007 havde Dansk Erhverv Arbejdsgiver fremsat ønske om, at overenskomsten ikke kom til at indeholde en mindstelønssats. Da det ikke inden for rammerne for forhandlingerne var muligt at nå til enighed om en tilstrækkelig regulering af mindstelønnen, tilkendegav forbundet, at vi var indstillet på at fjerne satserne i overenskomsten mod, at der blev indføjet en bestemmelse om, at mindstesatsen skulle aftales lokalt. Dette forslag blev afvist af Dansk Erhverv under henvisning til, at arbejdsgiversiden ikke kunne acceptere en lokal aftaleret.

Forligsmandens mæglingsforslag
Hverken på et møde i forligsinstitutionen eller på et efterfølgende møde i Dansk Erhverv kunne der opnås et resultat. På denne baggrund vil det være de ændringer på minimallønsområdet, der er beskrevet i mæglingsforslaget, som vil blive indføjet i opholdsstedsoverenskomsten.

De væsentligste ændringer i overenskomsten

1. Ændring af mindstelønssatserne
Mindstelønssatserne forhøjes med 110 øre pr. time fra 1. marts 2010 og 175 øre pr. time fra 1. marts 2011. Mindstesatserne i vores overenskomst stiger på denne baggrund med 176 kr. pr. måned fra 1. marts 2010 og 280 kr. pr. fra 1. marts 2011.

2. Genetillæg
Genetillæg (ulempetillægget i overenskomstens bilag A) forhøjes med 1,5 % fra 1. marts 2010 og 2,0 % fra 1. marts 2011.

3. Pension
Karensperioden for at blive omfattet af en pensionsordning nedsættes fra 9 til 3 måneder.

4. Betaling under graviditet og barsel
Perioden, hvor der efter udløbet af de 14 ugers barselsorlov oppebæres løn, udvides til 11 uger.Det er en forudsætning for udvidelsen, at faderen tager en del af orloven.

5. Feriefridage
En opsagt medarbejder vil ikke fremover kunne pålægges at afholde feriefridage i opsigelsesperioden.

6. Grundlovsdag
Grundlovsdag gøres til en hel fridag.

7.  Bedre helbredskontrol ved natarbejde
Medarbejdere, der har natarbejde, skal tilbydes helbredskontrol inden ansættelse samt efterfølgende med højst 2 års mellemrum.

8.  Ligelønsnævn
Der nedsættes et ligelønsnævn, som ligelønssager vil kunne indbringes for.

Det skal bemærkes, at de bestemmelser, der vedrører lærlinge og elever, ikke får indflydelse på vores overenskomst, da studerende i lønnet praktik efter overenskomsten er omfattet af de regler, der gælder på det kommunale område.

Tilbage til toppen

 

Pædagogisk Vikaroverenskomst

Der er indgået forlig mellem Dansk Erhverv Arbejdsgiver på den ene side og Socialpædagogerne, BUPL og FOA på den anden side om fornyelsen af Pædagogisk Vikaroverenskomst.

Forliget består af 16 aftaler, der kort er omtalt nedenfor. Samlet har der været forhandlet inden for de rammer, som blev aftalt i de første forlig på normallønsområdet. I forhold til mæglingsforslaget og øvrige forlig skal det bemærkes, at lønforhøjelserne er givet som procentvise stigninger.

Forligets enkelte elementer 

1. Aftale om aflysning af aftalt vikararbejde
Aftalen indebærer, at det i overenskomsten præciseres, at en vikar har ret til betaling for det oprindeligt aftalte antal timer, hvis vagten aflyses efter, at vikaren er mødt på arbejde.

2. Aftale om ansættelsesbeviser
Aftalen indebærer, at sager vedrørende mangelfuldt udfyldt ansættelsesbevis ikke skal behandles civilretligt, men fremover følger de bestemmelser i overenskomsten, der er gældende, såfremt ansættelsesbeviset ikke var udleveret rettidigt.

3.  Aftale om beregning af anciennitet
Det præciseres i overenskomsten, hvorledes en vikar optjener anciennitet under ansættelsen ved et vikarbureau. Bestemmelsen indebærer, at fuld anciennitet optjenes ved 80 timers beskæftigelse inden for en måned. Bestemmelsen har ikke indflydelse på anciennitetsfastsættelse for ansættelsesperioder uden for vikaroverenskomstens område.

4.  Aftale om bevarelse af eksisterende pensionsordning
Det præciseres i overenskomsten, at en medarbejder kan vælge, at indbetalingen af pensionsbidrag vil kunne ske til en eksisterende arbejdsgiverbetalt pensionsordning, hvortil der er sket indbetaling inden for de seneste 2 måneder.

5. Aftale om fravær pga. ferie
Ændringen betyder, at lønfradraget i forbindelse med afholdelse af ferie ændres fra 1/25 til 1,2/25 pr. feriedag. Ændringen skyldes en tidligere ændring af ferieloven, hvor antallet af feriedage i en ferieuge blev ændret fra 6 til 5 dage.

6. Aftale om implementering af vikardirektivet
Aftalen indebærer, at parterne i overenskomstperioden optager forhandling om implementering af EU’s vikardirektiv i overenskomsten. Forhandlingerne vil først blive optaget, når direktivet er implementeret i dansk lovgivning.

7.  Aftale om lejrskoletillæg
Lejrskoletillægget forhøjes med 1,2 % fra 1. marts 2010 og med yderligere 1,8 % fra 1. marts 2011.

8. Aftale om ligelønsnævn mv.
Aftalen relaterer sig til det samlede mæglingsforslag, der indebærer nedsættelse af et ligelønsnævn mellem LO og DA. I aftalen præciseres, at BUPL ikke vil være omfattet af reglerne, da BUPL ikke er medlem af LO.

 9. Aftale om overarbejde
Der indføjes en mulighed for frivilligt merarbejde ud over 37 timer pr. uge. Tilsvarende bestemmelser findes i andre vikaroverenskomster. Det skal bemærkes, at der er tale om en forsøgsordning.

10.   Aftale om pension
Aftalen giver ansatte, der er fyldt 67 år, mulighed for at få udbetalt pensionsbidraget.

11. Aftale om pension og månedsløn (redaktionel)
Aftalen indebærer, at karensbestemmelsen for månedslønnede i den hidtidige overenskomst udgår. Efter den gamle bestemmelse skulle man have optjent 1443 timer inden for de seneste 3 år for at være berettiget til pension. Ændringen betragtes som redaktionel, da der ikke har været en tilsvarende karensbestemmelse for timelønnede.

12. Aftale om regulering af arbejdstidsbestemte tillæg
Aftalen indebærer, at de arbejdstidsbestemte tillæg forhøjes med 1,2 % fra 1. marts 2010 og med yderligere 1,8 % fra 1. marts 2011.

13. Aftale om regulering af månedsløn
Aftalen indebærer, at månedslønningerne forhøjes med 1,2 % fra 1. marts 2010 og med yderligere 1,8 % fra 1. marts 2011.

14. Aftale om regulering af timeløn
Aftalen indebærer, at timelønningerne forhøjes med 1,2 % fra 1. marts 2010 og med yderligere 1,8 % fra 1. marts 2011.

15. Aftale om udlevering af informationsmateriale
Aftalen skal bl.a. sikre, at vikarer, der ansættes, modtager oplysningsmateriale om overenskomsten og organisationerne.

16.   Aftale om udvalg for fair konkurrence.
Aftalen tager sigte på i fællesskab at dæmme op for vikarbureauer, der ikke har indgået overenskomst.

  Tilbage til toppen