Tryghedspuljen - søg midler
Er du opsagt fra dit job i en kommune på grund af besparelser, kan du nu søge op til 10.000 kr. til kompetenceudvikling, efteruddannelse og karrieresparring.
Ved overenskomstforhandlingerne i 2011, blev der afsat 80 mio. kr. til en tryghedspulje. Pengene skal bruges til efteruddannelse og andre tilbud, der kan hjælpe afskedigede medlemmer videre.
Alle medlemmer ansat i kommuner, der er blevet afskediget som følge af besparelser og lignende, kan søge om penge fra puljen fra den 1. juni 2011.
- Du skal som medarbejder være afskediget, men ikke fratrådt, for at få penge fra Tryghedspuljen.
- Ansøgningen skal ske elektronisk på www.tryghedspuljen.dk.
Her finder du også en vejledning.
- Du skal sammen med din leder og tillidsrepræsentant underskrive ansøgningen.
- Når I har sendt ansøgningen, behandles den af de centrale partere
- Du kan forvente et svar inden for 14 dage.
Midlerne fra Tryghedspuljen skal bruges til en ekstern leverandør og kan ikke bruges til at dække vikarudgifter og til krisehjælp. Du beslutter selv hvilken aktivitet du søger støtte til.
Er du interesseret i at vide mere om Tryghedspuljen, kan du kontakte din tillidsrepræsentant eller din kreds.
Socialpædagogernes formand Benny Andersen, der også var med til at forhandle aftalen hjem, er meget opsat på, at pengene skal ud og arbejde til gavn for medlemmerne: - Tryghedspuljen vil gælde for LO-organisationerne, og giver det enkelte opsagte LO-medlem mulighed for at søge penge til blandt andet kompetenceudvikling og efteruddannelse. Det er en god mulighed midt i tid, hvor vi desværre også ser stigende ledighed blandt socialpædagoger, siger Benny Andersen. Det er den opsagte medarbejder, TR og lederen, der i fællesskab træffer beslutning om at søge midler fra Tryghedspuljen. |
Hvad kan pengene bruges til?
Her finder du inspiration til aktiviteter du kan søge tilskud til. Det er kun eksempler, så der kan sagtens være andre der ikke er nævnt.
En mulighed er eksempelvis at tage et modul på en diplomuddannelsen i socialpædagogik, socialpsykiatri eller specialpædagogik.
Det er også muligt, at efteruddanne sig for at opnå mere generelle kompetencer – inden for eksempelvis IT, kommunikation og coaching. Udbuddene findes blandt andet på www.ug.dk
Moduler på diplomuddannelserne
Adgangskravet til modulerne er en videregående uddannelse + 2 års erhvervserfaring. Modulerne udbydes på professionshøjskoler rundt omkring i landet. På deres hjemmesider kan du se, hvilke moduler de udbyder hvornår, og til hvilke priser.
Professionshøjskolerne udbyder også diplomuddannelsen i ledelse. Den består af 9 moduler og et afgangsprojekt. Her kan modulerne også tages særskilt. De vægter hver især 5 ECTS point. Prisen pr. modul er mellem ca. 7.000 og 12.000 kr. Adgangskravet til modulerne er også her en videregående uddannelse + 2 års erhvervserfaring.
Praktikvejleder
Praktikvejleder til pædagoguddannelsen er en oplagt mulighed, hvis du har lyst at vejlede praktikstuderende på din fremtidige arbejdsplads. Uddannelsen tæller 10 ECTS point og koster ca. 7000 kr. Den indgår i diplomuddannelsessystemet på den måde, at den kan erstatte et af de valgfrie moduler i en pædagogisk diplomuddannelse. Formelt er adgangskravet en fastansættelse ved en institution, der fungerer som praktiksted + to års erhvervserfaring som pædagog, men der er en række eksempler på, at professionshøjskolerne som udbydere har dispenseret for dette.
Master
En noget dyrere mulighed er at tage et modul på Master i socialpædagogik, som udbydes af DPU. Hele uddannelsen består af fire moduler, der hver især udgør 15 ECTS point og koster 17.500 kr. Du kan søge din arbejdsplads om finansiering af de resterende 7.500 kr. Adgangskravet til modulerne er en videregående uddannelse + 2 års erhvervserfaring.
Karrierekompasset
Karrierekompasset er et elektronisk dialogværktøj, som giver nye vinkler på job- og karrieremuligheder. Karrierekompasset afdækker potentialer og udviklingsmuligheder.
Karrierekompasset bruger det faglige og personlige netværk til at finde de vigtigste personlige og faglige kompetencer. Endvidere får man konkrete råd til, hvordan man bedst kvalificerer sig til bestemte jobtyper eller karriereveje.
Det er gratis for medlemmer af Socialpædagogerne at benytte Karrierekompasset. Andre betaler 1.500 kr.
Sidst opdateret: 11-01-2012
